Amerikanske politikere beskyldte tirsdag i en høring om stormløbet på Kongressen 6. januar 2021 daværende præsident Donald Trump for at opildne en hob af tilhængere til at angribe kongresbygningen i et sidste forsøg på at forblive ved magten.
Stormløbet fandt sted, samme dag som Kongressen formelt var i gang med at bekræfte, at demokraten Joe Biden havde besejret Trump i valgkampen.
Under tirsdagens høring om stormløbet, som et særligt udvalg i Repræsentanternes Hus efterforsker, fortalte vidner om et kaotisk og seks timer langt møde nogle uger forinden - den 18. december 2021.
På mødet ignorerede Trump medarbejdere fra Det Hvide Hus, som opfordrede ham til at erkende sit valgnederlag til Biden i november 2020.
I stedet valgte Trump at lytte til eksterne rådgivere, der opfordrede ham til at fastholde sine grundløse påstande om, at Bidens sejr skyldtes valgsvindel.
Blandt de rådgivere, der støttede Trumps påstand, var hans personlige advokat Rudy Giuliani. I et vidneudsagn vist på video under tirsdagens høring genkaldte Guiliani sig sine udtalelser på mødet 18. december.
- I fyre er ikke hårde nok. Eller måske skal jeg formulere det på en anden måde: I er en flok tøsedrenge, undskyld udtrykket, sagde han til de Trump-rådgivere, der opfordrede præsidenten til at acceptere sit nederlag.
Sådan angreb Trump-støtter Kongressen
Medlemmer af udvalget sagde, at Trump i sidste ende var ansvarlig for det kaos, der fulgte, efter at hundredvis af hans tilhængere trængte ind i kongresbygningen.
- Præsident Trump er en 76-årig mand. Han er ikke et letpåvirkeligt barn. Han er ansvarlig for sine egne handlinger og sine egne beslutninger, sagde republikaneren Liz Cheney, der er næstformand for det såkaldte 6. januar-udvalg.
Ved at benægte sit valgnederlag opildnede Trump ifølge udvalgets medlemmer til optøjerne. Også hans indlæg på Twitter var med til at anspore til urolighederne, mener udvalget.
Den 19. december - få timer efter det seks timer lange møde - opfordrede Trump i et tweet tilhængere til at strømme til Washington for at deltage i en 'stor protest' og skrev: 'Vær der. Det bliver vildt'.
- Donald Trumps tweet klokken 01.42 opildnede og opmuntrede hans tilhængere. Især de farlige ekstremister i Oath Keepers, Proud Boys og andre racistiske og hvide, nationalistiske grupper, siger udvalgsmedlem Jamie Raskin.
Flere medlemmer af de højreradikale grupper Oath Keepers og Proud Boys er tiltalt for at have deltaget i optøjerne.
Over 140 politibetjente kom til skade, da de forsøgte at forhindre Trump-tilhængere i at trænge ind i Kongressen. Stormløbet fandt sted, kort tid efter at Trump havde talt til tilhængerne.
Trump og hans støtter - deriblandt mange republikanere i Kongressen - afviser kongresudvalgets arbejde som en politisk heksejagt.