Tulle før corona-møde: Frygter skueproces

DF-formanden mener, at forhandlingerne om en langsigtet genåbningplan går for lansomt. Han frygter desuden, at statsministeren kører solo 

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Foto: Philip Davali
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Foto: Philip Davali

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke tilfreds med den strategi, statsminister Mette Frederiksen (S) har lagt for forhandlingerne om en langsigtet genåbnings-plan.

- Det går for langsomt, mener DF-formanden med henvisning til, at Folketingets partier er indkaldt til drøftelser enkeltvis frem til 12. marts.

Samme kritik er blevet rejst af både Venstres Jakob Ellemann-Jensen og de konservatives Søren Pape Poulsen.

Ellemann: Mere fart på, Mette

Thulesen Dahl er desuden bekymret for, at statsministeren og regeringen går solo og strikker deres egen plan sammen - uden reelt at have lyttet til oppositionspartierne.

Budskabet kommer, før DF-formanden skal til genåbnings-møde i Statsministeriet tirsdag morgen.

- Min frygt er, at det her møde er den del af en skueproces, hvor vi bare bliver bedt om at komme ind til en række møder, for at statsministeren kan vise befolkningen, at hun inddrager og lytter til partierne. Men at de i virkelighed selv laver den plan, der gælder, og som de mener er den rigtige, siger han til Ekstra Bladet.

En skandale
- Hvad bygger du den frygt på?

- Jeg bygger den på den erfaring, vi har haft fra det sidste år. Og jeg bygger den specielt på, at det møde, vi havde i tirsdags, var en skandale. Da vi tirsdag aften fortæller, hvad vi synes, der skal ske, får vi ikke engang en indholdsmæssig reaktion på det, vi har sagt. Vi får bare at vide, hvad linjen er, og at vi skal forlade mødet.

Det var efter det pågældende møde tirsdag aften, at regeringen og dens støttepartier landede en aftale om den første mindre del af genåbningen, som trådte i kraft i dag, mandag.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
 

Nødt til at eksperimentere
På mødet i Statsministeriet tirsdag morgen vil Kristian Thulesen Dahl komme med flere konkrete opfordringer til statsministeren:

- Der skal laves en langsigtet plan, og regeringen skal acceptere, at den bliver lavet i fællesskab. Man skal vide, hvornår og i hvilken rækkefølge man kan åbne. Den skal afstemmes med udbredelsen af vaccinationer.

- Og så bliver man nødt til at eksperimentere med, at alle kommuner har mulighed for at have fysisk fremmøde på skolerne. Når smitten kommer over et bestemt niveau, så lukker man måske ned.

- Men det kan få smitten til at stige ret markant at sende eleverne tilbage i skole. Er det ikke en farlig vej at gå?

- Det bygger på, at adfærden blandt børn og unge er uændret, hvis vi holder restriktionerne. Jeg synes, meget tyder på, at de ændrer adfærd, hvis vi holder restriktionerne. Så vil jeg foretrække, at vi gør det på en organiseret måde, hvor vi gør det så corona-sikkert som muligt. Børn og unge har brug for sociale fællesskaber, siger DF-formanden.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Mette Frederiksen til kritikken fra de borgerlige partiledere.

Her er tidsplanen

Læs tidsplanen for genåbnings-forhandlingerne med partierne her:

* 1. marts: Venstre

* 2. marts: Dansk Folkeparti

* 3. marts: SF

* 4. marts: Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser til Israel.

* 9. marts: Radikale Venstre

* 10. marts: Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten

* 12. marts: Liberal Alliance og Alternativet

Ritzau

--------- SPLIT ELEMENT ---------

I dag kunne mindre butikker tværs over landet slå dørene op ifbm. den lille genåbning.