Tulle frier til Mette F

Kristian Thulesen Dahl (DF) vil samarbejde med Mette Frederiksen (S) om strammere udlændinge politik

Hør, hvad Kristian Thulesen Dahl (DF) har at sige om Mette Frederiksen (S) her. (Video: Anita Graversen)

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl frier nu til den nye formand for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, for at få hende med til at gennemføre en strammere udlændingepolitik.

- Allerede under valgkampen sagde Socialdemokraternes daværende formand, tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, at Socialdemokraterne gik ind for en strammere udlændingepolitik. Dengang hørte jeg ingen protester fra andre S-ministre, så jeg må da tro, at Mette Frederiksen (der inden valget var justitsminister, red.) stadig er enig, siger Kristian Thulesen Dahl til Ekstra Bladet.

Han er i disse dag i Skagen, hvor DF holder sommergruppemøde.

Her fylder flygtninge og indvandrere meget i debatten blandt de 37 folketingsmedlemmer og fire medlemmer af Europa Parlamentet.

- Vi vil gerne tage imod flygtninge, hvis de kun skal blive her i en begrænset tid. Derfor skal vi tilbage og genopfinde begrebet flygtning, så det ikke er som i dag, hvor en flygtning automatisk skal integreres - altså have egen bolig, lære sproget og have familiesammenføring.

- Det, mener vi, ikke kan være rigtigt. Derfor foreslår vi, at alle flygtninge i fremtiden skal være i statslige centre, for kommunerne har ikke råd til at modtage de mange flygtninge og skaffe boliger til dem i dag, siger Kristian Thulesen Dahl, der spændt venter på, om Mette Frederiksen vil tage imod frieriet.

Se hele interviewet med Christian Thulesen Dahl her. (Video: Anita Graversen)

75 kommentarer
Vis kommentarer