Tulle i offensiven: Hårdt flygtninge-angreb på Mette F

DF-formanden bruger en del af sin tale ved partiets årsmøde på at angribe Mette Frederiksen

Kristian Thulesen Dahl taler ved Dansk Folkepartis årsmøde (foto: Anders Brohus)
Kristian Thulesen Dahl taler ved Dansk Folkepartis årsmøde (foto: Anders Brohus)

Kristian Thulesen Dahl indleder nu for alvor en flygtninge-offensiv mod den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen.

DF-formanden benytter således sin tal på partiets årsmøde til at rette et direkte angreb mod S-formanden.

Se også: Politisk superweekend: Det kan du forvente

Thulesen Dahl beskylder Mette Frederiksen for at have lurepasset, mens flygtninge-spørgsmålet på det seneste har været øverst på den politiske dagsorden.

- Hos Socialdemokratiet har formand Mette Frederiksen i det store og hele været tavs og fløjet mest muligt under radaren. Det virker som om, hun tænker: 'Ha, nu har Løkke et problem. Det må han selv rode sig ud af, lyder det fra DF-formanden under det særdeles velbesøgte årsmøde i Jyske Bank Boxen i Herning.

Thulesen Dahl fortsætter:

- Hende om det. Hvis det er moderne ansvarlighed i Socialdemokratiet anno efteråret 2015, så må hun jo om det. Men mange forslag til løsninger er der godt nok ikke kommet derfra.

Kære Mette Frederiksen
Herefter leverer Thulesen Dahl et direkte budskab til den socialdemokratiske formand 'så det kan høres i Aalborg, hvor Socialdemokratiet holder kongres de her dage':

- Kære Mette Frederiksen. Det var jer, der fjernede den grænsekontrol, vi for fire år siden ellers aftalte med den daværende VK-regering skulle genindføres.

- Det var jer, der pralede af, at det var så godt som det første, I gjorde, efter folketingsvalget i 2011.

- Det var jer, der med jeres politik forårsagede, at flere udlændinge kom hertil på jeres vagt de seneste fire år bl.a. ved markant højere ydelser til dem, der kom hertil.

- I har et ansvar. Der er en regning at betale. Så er tiden ikke til at flyve under radaren. Tiden er inde til at se jeres ansvar i øjnene, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

269 kommentarer
Vis kommentarer