Tulle tager Løkke på ordet: Klar til hurtig deal

Dansk Folkeparti vil gerne hjælpe VLAK-regeringen med en begrænset skatteaftale efter nytår. Den bliver bare langt fra historisk, som Liberal Alliance ellers har lovet de skatteplagede danskere

Hvis regeringen skruer ned for ambitionerne, vil Dansk Folkeparti gerne lave en lynhurtig skatteaftale, forklarer Kristian Thulesen Dahl. Foto: ritzau/Jakob Jørgensen
Hvis regeringen skruer ned for ambitionerne, vil Dansk Folkeparti gerne lave en lynhurtig skatteaftale, forklarer Kristian Thulesen Dahl. Foto: ritzau/Jakob Jørgensen

Løkke-regeringen og Dansk Folkeparti kan hurtigt lukke en skatteaftale i det nye år. Uden at DF stiller krav om nye udlændingestramninger.

Så bliver aftalen bare ikke med historisk store skattelettelser, som Liberal Alliance ellers har lovet danskerne.

Det forklarer DF's formand Kristian Thulesen Dahl med henvisning til to aftaler, som de fire partier i blå blok for længst er blevet enige om.

I november 2015 vedtog blå blok den såkaldte 'Jobreform fase 1', som indeholder et kontanthjælpsloft og en lav integrationsydelse. Aftalen sparer statskassen for en milliard kroner årligt, som skal bruges på at sænke skatten på de laveste arbejdsindkomster.

Derudover lavede blå blok i sommer en pensionsaftale, som skal få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Den aftale giver en besparelse på cirka 2,5 milliarder kroner, som skal løse det såkaldte samspilsproblem. Altså at det for mange danskere ikke kan betale sig at spare op til pension, fordi udbetalingerne bliver modregnet i sociale ydelser.

Disse to aftaler står Dansk Folkeparti stadig bag, fastslår Kristian Thulesen Dahl. Han henviser til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde tirsdag aften netop fremhævede, at DF havde forpligtet sig på disse to aftaler.

3,5 milliarder
- Vi har lavet et loft over kontanthjælpen og indført en integrationsydelse. De to ting sparer det offentlige for knap en milliard kroner årligt. De penge skal bruges til at lette skatterne til folk med lave indkomster. Det står vi ved – og den aftale løber vi ikke fra. Så hvis regeringen vil lave den afgrænsede øvelse, så er vi med på det, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- På tilsvarende vis lavede vi i sommer en aftale om pension. Der hævede vi i virkeligheden folks skatter med 2,5 milliarder kroner. Vi beder folk om at spare op på aldersopsparing i stedet for en fradragsberettiget pensionsordning. Vi forventer at få 2,5 milliarder mere ind i kassen. De penge har vi aftalt at give tilbage ved at forbedre fradragsmulighederne i vores pensionssystem, så det går i nul. Hvis regeringen vil have det på plads, så gør vi også det.

- Men hvis regeringen siger, at det her vil de kun gennemføre, hvis det bliver pakket ind i en større og mere ambitiøs skattereform, så er det, at vi vil bruge anledningen til at få et paradigmeskifte i udlændingepolitikken, siger han. 

- Hvad er jeres minimumskrav til en udlændingeaftale, hvis I skal gå med til større skattelettelser?

- Vi vil have et paradigmeskifte. Hvad ligger der så i det begreb? For os er det grundlæggende, at hvis du kommer til Danmark som flygtning og får hjælp her i stedet for i en flygtningelejr i Libanon - så skal du på samme måde, som dem som sidder i Libanon, vide, at når det er muligt at vende hjem til fædrelandet igen, så skal du det.

- Jeg møder ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, at flygtninge i en lejr i Libanon skal tilbage til Syrien, når der er mulighed for det. Men jeg møder mange mennesker, som synes, at det er problematisk, at hvis en syrer, der er kommet til Danmark med en menneskesmugler også skal tilbage til Syrien igen. Det er simpelthen det, som er det afgørende. Der skal vi kunne se en ændring. Hjælpen i Danmark skal – som hvis du får hjælp nærområdet – være midlertidig og bidrage med kompetencer, der gør, at du kan vende tilbage og bygge dit hjemland op igen. Det skal ikke være en valgmulighed - men en pligt.

Se også: Tulle efter Løkkes angreb: Jeg har 33 milliarder gode grunde

- Hvad vil du gøre, hvis I ikke kan få stramninger af den kaliber, som I forlanger?

- Vi håndterer tingene, som man normalt gør i politik. Vi har lavet aftale om finansloven, og det drager vi ikke i tvivl ved at stille andre krav. Der opererer regeringen på en helt anden spilleplade, når de begynder at true med ikke at stemme for deres egen finanslov.

- Med hensyn til at se skat og udlændinge i en sammenhæng, så er der både en politisk og økonomisk naturlighed i det. Hvis vi skal komme igennem med et paradigmeskifte på udlændingeområdet, så er det jo på et tidspunkt, hvor vi er oppe mod en regering, som har meget stærke ønsker om at få noget igennem (på skatteområdet, red.).

- Den økonomiske realitet er jo, at ikke-vestlige indvandrere, ifølge Finansministeriet, belaster de offentlige kasser med 33 milliarder kroner årligt. Jo mindre den regning kan gøres fremover, jo mere forsvarligt er det at give skattelettelser. Det er jo 33 milliarder kroner, som belaster de offentlige kasser. Hvis vi tager udgangspunkt i de skattelettelser, som regeringen (i august, red.) fremsatte forslag om, så er det jo skattelettelser på netto det halve beløb. Så der er en naturlig sammenhæng.

26 velfærdsmilliarder
Udover kravet om et paradigmeskift i udlændingepolitikken kræver DF samtidig en garanti for, at skattelettelserne ikke forringer velfærdsniveauet frem til 2015.

- Der skal være en sikkerhed for, at der er tilstrækkelig med ressourcer i den offentlige sektor til de udfordringer, der er i de kommende år, siger Thulesen Dahl.

Finansministeriet har i forhandlingerne beregnet, at der skal være en vækst i det offentlige forbrug på 0,65 procent årligt for at dække den demografiske udfordring.

Det drejer sig blandt andet om udgifter til flere ældre og svarer til 26 milliarder kroner i 2025.

Tidligere på måneden fortalte Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde, at forhandlingerne om skat og udlændinge genoptages næste år

Jens Dresling/Philip Davali Dansk politik - 21. dec. 2017 - kl. 11:05 Tulle beskylder Løkke for fifleri: Det var aftalt spil

235 kommentarer
Vis kommentarer