Tulle vil ha' fred: Krigen fortsætter

Kristian Thulesen Dahl har opfordret DF'erne til at tale om politik oven på weekendens årsmøde - ikke desto mindre buldrer den giftige magtkamp fortsat derudad

Tulle vil ha' fred: Krigen fortsætter

Skal Pia Kjærsgaard tage over, hvis Kristian Thulesen Dahl får et dårligt valg? Video: Emma B. Svendsen

DF-boss Kristian Thulesen Dahl drømmer om ro i geledderne efter weekendens højdramatiske årsmøde.

Men hadet mellem fløjene i partiet er så afgrundsdybt, at det næppe bliver en realitet.

Ekstra Bladet har talt med ledende DF'ere fra begge fløje af den interne krig. Og stridsøksen er så langtfra begravet.

- Jeg tror desværre ikke, at Kristian (Thulesen Dahl, red.) nu har trukket en streg i sandet. Eller jo, det har han nok. Men der kan jo være mange bølger på en sandstrand, som en centralt placeret DF'er formulerer det.

Sandheden er nemlig, at de stridende fløje i partiet i den grad er klar til kamp, og det har weekendens årsmøde overhovedet ikke ændret på.

Striden mellem Pia Kjærsgaard og Martin Henriksen siger alt om fløjenes uforsonlighed. Hun vendte tommelfingeren nedad, da udlændinge-hardhitteren fra talerstolen advarede mod, at DF kan blive et parti, som 'folk vil huske for Meld og Feld. Og alt muligt ævl og kævl. Det er den hård ubarmhjertige sandhed.'

- Jeg blev simpelthen så vred. Det var Martin Henriksen, og jeg synes, det var en aldeles svulstig måde, han opførte sig på. Det bryder jeg mig ikke om, konstaterede en oprevet Pia Kjærsgaard efterfølgende.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Pia Kjærsgaard har indledt en åben krig mod partifællen Martin Henriksen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Pia Kjærsgaard har indledt en åben krig mod partifællen Martin Henriksen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Syrlig bemærkning
Striden mellem Martin Henriksen og Pia Kjærsgaard skriver sig ind som en større magtkabale i Dansk Folkeparti. Martin Henriksen er således en trofast støtte af Kristian Thulesen Dahl, mens Pia Kjærsgaard - i alliance med Morten Messerschmidt - har en stærkt kritisk tilgang til formanden på de indre linjer.

Fra Kristian Thulesen Dahls inderkreds bliver det syrligt bemærket, at oprøret mod formanden dermed bliver ledet af en 74-årig tidligere formand for partiet, som for ni år siden allerede havde svært ved at klare arbejdspresset som formand, da hun kvittede posten. Hvordan skulle hun være stærkere nu?

Det konstateres videre, at den anden stridslystne hovedfigur, Morten Messerschmidt, er midt i en straffesag, som kan vare længe endnu. Foreløbigt er han dømt ved byretten for to ganske alvorlige forhold.

Store egoer
Desuden bemærker formandens folk, at både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard lider af en form for selv-forelskelse, der gør dem ude af stand til at indse egne begrænsninger.

- De store egoer skygger vist for en del, lyder det.

Under alle omstændigheder er næste fikspunkt for mange DF'ere kommunalvalget i november. Når dette er overstået - sandsynligvis med en ordentlig afklapsning til partiet - kan der meget vel rejse sig et opgør mod Thulesen Dahl.

- Der er en skrøbelig våbenhvile lige nu. Den varer vel frem til kommunalvalget. Men hvis ledelsen tror, at den hellige grav er vel forvaret, ja, så kan det godt se helt anderledes ud efter 16. november, lyder det fra en centralt placeret DF'er.

Messerschmidts planer
Ekstra Bladet har da også kunnet beskrive, hvordan Morten Messerschmidt både internt og eksternt har talt varmt om Pia Kjærsgaard som ny DF-formand i en overgangsperiode mellem kommunalvalget og næste folketingsvalg.

Omvendt går flere DF'ere åbent imod planerne om at gøre Pia Kjærsgaard til formand. En af dem er det tidligere folketingsmedlem Kim Christiansen, som under årsmødet konstaterede over for Ekstra Bladet:

- Pia har været helt fantastisk for Dansk Folkeparti. Pia har været der, og det skal hun have lov til at nyde. Hun skal ikke være formand for Dansk Folkeparti. Det vil være at træde et skridt tilbage.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Martin Henriksen er en populær mand i Dansk Folkepartis bagland. Foto: Ernst van Norde
Martin Henriksen er en populær mand i Dansk Folkepartis bagland. Foto: Ernst van Norde
 

Tulles bulldog

Martin Henriksen er Kristian Thulesen Dahls bulldog.

Det passede derfor formanden fortrinligt, at Martin Henriksen stik imod Pia Kjærsgaards vilje fik et fremragende valg til hovedbestyrelsen med flest stemmer af alle kandidater.

Kristian Thulesen Dahl og hans fløj bryder sig nemlig ikke om, at Pia Kjærsgaard-støtterne Anders Vistisen og Peter Kofod er begyndt at blande sig i DF's udlændingelinje.

De to unge kritiserede Martin Henriksens angreb på Mette Frederiksen internt, da hun blev vaccineret af en kvinde iført tørklæde.

Den slags blødsøden snak risikerer at kaste DF-vælgere i armene på Nye Borgerlige, mener ledelsen.

Derfor har formanden haft det fremragende med, at Martin Henriksen har lagt sig ud med de to opkomlinge. At kritikken så er faldet Pia Kjærsgaard for brystet, siger alt om, hvor hun nu står i partiets interne magtkamp. Og det er - især efter årsmødet - solidt på samme hold som Morten Messerschmidt, Vistisen og Kofod.

- Martin Henriksen, kalder du Vistisen og Kofod for Glamour-drengene?

- Hehehe, nej, det gør jeg ikke, men jeg synes, det er sjovt sagt, lød det fra Henriksen i lørdags.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Thulesen Dahl har ikke tænkt sig at løbe fra formandsposten det kommende år. Foto: Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Thulesen Dahl har ikke tænkt sig at løbe fra formandsposten det kommende år. Foto: Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Konfrontation: - Jeg kæmper

Mens hadet nærmest driver ned ad væggene, forsøger Kristian Thulesen Dahl at give den som den store venlige partifader.

Flinkeskolen er dog aflyst, så snart talen falder på hans plads i formandsstolen.

- Går du, hvis I får et dårligt kommunalvalg?

- Nej, jeg er valgt for et år. Jeg agter at kæmpe alt, hvad jeg har i mig for at sikre DF kommer til at stå stærkt.

- Jeg er ikke klar til at afskrive kommunal- og regionsvalget. Jeg er sikker på, vi kan få et fornufttigt valg.

Om den elendige stemning imellem topfigurer i partier siger han:

- Hvis nogen har dårlig personlig kemi, så må vi gøre, hvad vi kan for at klinke skårene. Få dem til at tale godt sammen, siger han.

- Vi skal tale med hinanden - og ikke om hinanden. Jeg vil som formand prøve at få nogle, som ikke har den bedste kemi, til at sætte sig ned sammen og finde ud af det i fællesskab.

- Anders Vistisen er ude af hovedbestyrelsen. Du får to nye ind, som taler om forsoning. Du har stadig din kriger Martin Henriksen i behold. Kunne du have ønsket dig et bedre valg?

- Hvem jeg foretrak til hovedbestyrelsen, har jeg valgt at holde for mig selv.

- Nu har vi nogle, som er valgt. Og nogle, der ikke er valgt. Min opfordring til dem, som ikke er valgt, er: Kæmp videre for DF i den rolle, der er for dem.

- Det lyder som et ja til drømmevalg?

- Det er din udlægning.

- Hvor glad er du så for, at Merete Dea Larsen fik to stemmer mere end Anders Vistisen, så han røg ud af hovedbestyrelsen?

- Det viser, at Anders fik en stor opbakning. Han er på ingen måde udenfor. Hvis han selv ønsker det, så er han bestemt med på DF's hold i fremtiden, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.