Tulles mand tæt på nederlag

Tidligere kulturborgmester i København sikrede sin post trods tæt opgør med ledelseskritisk, ukendt bornholmer

Pia Kjærsgaard holder tale til Danske Folkepartis Årsmøde.

Den mangeårige organisatoriske næstformand og kassemester i Dansk Folkeparti Carl Christian Ebbesen var nær røget ud af hovedbestyrelsen i partiet.

Det står klart efter en en afstemning blandt DF's delegerede til partiets 25. årsmøde.

Carl Christian Ebbesen er en mangeårig nær allieret af formand Kristian Thulesen Dahl.

Han blev tidligere i år også vraget som spidskandidat ved kommunalvalget i Københan. Men slap altså for samme ydmygelse i denne omgang.

Han besejrede den fuldstændig ukendte René Danielsson, Bornholm, med sølle seks stemmer.

Fornyelse
I sin opstillingstale talte Danielsson for et forandret DF. Et forynget DF. Han kalder på lokal talentudvikling.

- Hvis ikke vi gør noget radikalt anderledes nu, er jeg ikke sikker på, vi har et stærkt DF om fem, seks, syv otte år, sagde han.

René Danielsson ønsker at udvide hovedbestyrelsen. Et forslag der tidligere har vakt uro i partiet. Et forslag som formand Kristian Thulesen Dahl har afvist.

Ekstra Bladet fangede ham efter resultatet blev offentliggjort. Her virkede han mere glad end skuffet.

- Det var tættere på, end jeg havde turde håbe, siger René Danielsson.

- Det ser ud til, at en stor del af baglandet skriger efter forandringer. Det håber jeg, at den siddende bestyrelse tager ad notam, siger han.

René Danielsson fortæller, at han vil stille op til valget igen næste år, hvis der ikke sker forandringer.

Vindere
Flest stemmer fik EU-parlamentsmedlem Peter Kofod, som dermed også er valgt.

Han gentog i sin tale behovet for, at Dansk Folkeparti fornyer sig inden det er for sent. Samme budskab han luftede allerede på Facebook tidligere på ugen.

- Vi er nødt til at få det her parti op i gear igen - koste hvad det vil, sagde Peter Kofod.

Carl Christian Ebbesen slog i sin tale på sin mangeårige erfaring og tordnede mod islam. DF Classic.

Det sikrede ham en kneben sejr.

Undervurderet
Steen Thomsen havde allerede inden afstemningen trukket sig som kandidat, fordi han er nyudnævnt partisekretær og er som sådan fast sekretær i hovedbestyrelsen.

Med den manøvre fik Thulesen Dahl og partiledesen gjort plads til både Kofod og Ebbesen i hovedbestyrelsen.

Den afgående partisekretær Poul 'Blod' Lindholm lagde inden afstemningen ikke skjul på, at han havde trukket sig netop for at gøre plads til både Ebbesen og Kofod.

- Nu er der opstået en situation, hvor tre opstiller til hovedbestyrelsen. Men der kan kun blive valgt to. Derfor vil jeg gerne medvirke til en løsning. Steen Thomsen overtager mit job. Carl Christian og Kofod bliver forhåbrntlig valgt til hovedbestyrelsen, sagde han.

Stemmetal:

Peter Kofod: 152

 

Carl Christian Ebbesen: 109

René Danielsson: 103

René Danielsson bliver med tredjepladsen valgt som suppleant til hovedbestyrelsen.

Poul Blod ofrer sig for Tulle

Nyt DF-drama: Udfordrer Tulles drenge

Pia K: Jeg kan ikke leve med det