Tulles nødplan: Tog Messerschmidt på sengen

Med overraskende manøvre forsøger DF-kaptajnen at styre skibet uden om de oprørte vande

Hvis Morten Messerschmidt glædede sig til et politisk efterår som fri fugl med velsmurt tungebånd, fik piben fra i mandags en anden lyd.

DF-boss Kristian Thulesen Dahl havde nemlig noget af en overraskelse i ærmet, da den tidligere Europa-politiker mødte op til sommergruppemøde i det sønderjyske.

Du skal være næstformand, lød beskeden til Messerschmidt, der sommeren igennem har positioneret sig med flere kreative forslag til Dansk Folkepartis fremtidige politik.

Beskeden kom som en overraskelse for den nye nummer to i DF.

Morten Messerschmidt blev simpelthen taget på sengen, forstår Ekstra Bladet fra flere kilder med kendskab til forløbet, da Søren Espersen pludselig - med egne ord - ofrede sig for partiets bedste og forlod sin post.

I partiets tjeneste
Med manøvren ønsker Kristian Thulesen Dahl og hans kreds at indhegne Morten Messerschmidt. Med ledelsesansvaret på sine skuldre er håbet, at Morten Messerschmidt vil bruge sin energi i partiets og formandens tjeneste.

Under onsdagens pressemøde på Sandbjerg Gods umiddelbart nord for Sønderborg var Morten Messerschmidt henvist til tilskuerrækkerne, mens Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup ved, de tegnede DF's politiske ambitioner i den kommende sæson.

Bag den blå dug erklærede Kristian Thulesen Dahl, at han er den rette formand og vil være på posten 'nogle år endnu'.

Han blev dog mere lang i spyttet, da en DR-reporter ville vide, hvorvidt han kunne klare et fjerde valgnederlag i træk, når der er kommunalvalg i efteråret 2021.

- Det må vi tage til den tid. Det er svært at sige fem kvartaler inden, sagde formanden.

Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup forsøgte efter bedste evne at tale om politik. Men vælgerkrisen og de interne rumlerier tog fokus.

Peter Skaarup lod forstå, at Morten Messerschmidt ikke skal ønske sig en rolle som kronprins.

- Hvad skete der med Venstres såkaldte kronprins (Kristian Jensen, red.)? Det er ikke nødvendigvis en ønskværdig position at være i, sagde han.

Messerschmidt på bageste række. Foto: Ernst van Norde
Messerschmidt på bageste række. Foto: Ernst van Norde

Situationen dengang
Morten Messerschmidt har stadig sagen om misbrug af EU-midler til blandt andet DF-arrangementer hængende over hovedet. En sag som i 2016 kostede ham pladsen i DF's kooridinationsudvalg.

For fire år siden kaldte slagtede formand Thulesen Dahl simpelthen Morten Messerschmidt for åben skærm efter Meld-skandalen, som han kaldte 'sjusk på et meget højt plan, og det hører ingen steder hjemme'.

Onsdag var retorikken mere kælen:

- Det var udtryk for situationen dengang. Det har ikke noget at gøre med, at man har nogle politiske kvaliteter, sagde Kristian Thulesen Dahl med direkte adresse til Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt fastslår, at han ikke ønsker at tale med Ekstra Bladet.

Tilbage i august spurgte Ekstra Bladet indtil, hvordan det kunne være at Messerschmidt stadig kunne blive næstformand i Dansk Folkeparti med Meld- og Feld-sagen. Video: Ritzau Scanpix

Se også: Espersen: - Jeg har ofret mig

Se også: Morten Messerschmidt bliver ny politisk næstformand i Dansk Folkeparti

202 kommentarer
Vis kommentarer