Blå blok vinder regeringsmagten. De får 90 mandater, mens rød blok må nøjes med 89 mandater ifølge DR. Alle stemmer er talt op.
Venstre og Lars Løkke Rasmussen kan takke Kristian Thulesen Dahl for sejren. Dansk Folkeparti bliver nemlig valgets store vinder med 21.1 procent af stemmerne ifølge DR. De går dermed frem med 8.8 procentpoint siden sidste valg. De bliver dermed større end Venstre.
Over for Ritzau erkender Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen valgnederlaget.
- Vi har tabt det her. Hvis jeg kunne give dig et klokkeklart svar på hvorfor, så var det relativt nemt, men det kan jeg ikke, siger han.
- Jeg synes, vi har leveret i de her fire år. Jeg kan konstatere, sat Socialdemokraterne som parti er kommet okay ud af det, men det er blokken som helhed altså bare ikke, lyder det fra den tidligere beskæftigelsesminister.
Venstre går markant tilbage og ender på 19.5 procent. De har tabt 7.2 procentpoint ifølge DR.
Socialdemokraterne bliver dermed landets største parti med 26.3 procent af stemmerne og går 1.5 procentpoint frem siden sidste valg, men det kan partiet næppe bruge til noget. Rød blok fik alle fire mandater fra Færøerne og Grønland.
Enhedslisten bliver det fjerde største parti med 7.8 procent. Liberal Alliance får 7.5 procent. Uffe Elbæk og Alternativet brager ind i Folketinget og ender på 4.8 procent.
Både de radikale og SF får en stor lussing af vælgerne. Radikale Venstre går 4.9 procentpoint tilbage og må nøjes med 4.6 procent af stemmerne, mens SF går 5 procentpoint tilbage og ender på 4.2 procent af stemmerne.
De Konservative bliver Folketingets mindste parti med 3.4 procent af stemmerne. Kun 0.8 procent af vælgerne stemte på Kristendemokraterne, som derfor ikke kommer ind i Folketinget.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.