Tusinder vil fortsat miste dagpenge

Ifølge Dagpengekommissionen rapport ventes 6700 personer årligt at opbruge deres ret til dagpenge, hvis deres forslag bliver gennemført.

Harald Børsting og den resterende del af Dagpengekommissionen er kommet frem til, at 6700 vil opbruge deres ret til dagpenge årligt. (Foto: Jens Dresling)
Harald Børsting og den resterende del af Dagpengekommissionen er kommet frem til, at 6700 vil opbruge deres ret til dagpenge årligt. (Foto: Jens Dresling)

Hvad vil Dagpengekommissionens forslag have af betydning for dig, hvis de bliver gennemført? Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Når Dagpengekommissionen mandag officielt fremlægger sine længe ventede anbefalinger, bliver det med en konklusion om, at tusindvis af danskere fortsat vil ryge ud af dagpengesystemet.

Det fremgår af kommissionens endelige rapport, som Jyllands-Posten har læst. Ifølge rapporten ventes 6700 personer årligt at opbruge deres ret til dagpenge, hvis kommissionens forslag bliver gennemført.

Det er markant flere end de 1000-2000 personer, der faldt ud af systemet op til 2010, men færre end de 9000 personer, som ifølge kommissionen vil miste dagpengene med de nuværende regler. Tallene er dog behæftet med stor usikkerhed, skriver kommissionen.

At så mange fortsat står til at falde ud, vækker skuffelse i a-kassernes organisation.

- Jeg håber, at der kommer noget, som tilnærmelsesvist bringer antallet ned på det, som egentlig var intentionen med dagpengereformen. Nemlig at højst 4000 ville falde ud, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK Samvirke, til Jyllands-Posten.

Kommissionen vil præsentere en stribe forslag, der koster i alt ca. 1,3 mia. kr. Finansieringen foreslår den at skaffe ved at sænke dagpengesatsen for nyuddannede og ved at indføre op til otte dage om året, hvor ledige ikke kan få dagpenge.

99 kommentarer
Vis kommentarer