Først fik han sig en ny autobil. Nu har borgmester Ole Bjørnstorp så fået sig sin egen tv-station.
En redegørelse fra Ishøj Kommune viser, at han var på skærmen cirka en gang om ugen hos TV-Ishøj mellem februar i fjor og marts i år. Det skriver DR. Nærmere bestemt 53 gange.
Tv-stationen er finansieret af halvanden million årlige skattekroner.
Alligevel har andre politikere i kommunen på den københavnske Vestegn slet ikke samme adgang til æteren.
De har i samme periode kun været med højst fire gange. Altså har der været ti gange så meget taletid til Ishøj-borgmesteren.
- Det er så udemokratisk, som noget kan være, at det er sådan en envejskommunikation, der foregår, siger Ishøjs 2. viceborgmester, Poul Rikardt Jørgensen (DF), til DR.
Eksperter bakker op om, at det ligner misbrug af en skatteyderbetalt tv-station.
Pandemien
Ole Bjørstorp afviser blankt.
- Jeg afviser det totalt. For det er da et fuldstændig vanvittigt synspunkt. Når du har noget, så skal du melde det ud. Det er for borgernes skyld, siger han.
Borgmesteren henviser til, at der i forbindelse med corona-nedlukningerne har været mange informationer, han har haft brug for at melde ud.
Ole Bjørstorp er ikke længere socialdemokrat. Han blev væltet som spidskandidat og er nu i front for en lokalliste.
Kritikken af hans optræden på TV-Ishøj kommer også fra hans gamle parti. Borgmesterkandidat Merete Amdisen (S) taler åbent om, at tv-stationen ikke kan fortsætte i sin nu værende form.
Ekstra Bladet afslørede sidste år, hvordan Ole Bjørstorp, der dengang var socialdemokrat, fik skatteborgerne til at betale sin bil.