Twitter amok over 'Kim Jong-Mette': Minder om Nordkorea

Et tv-indslag med statsministeren på skolebesøg vækker harme på det sociale medie Twitter

En solbrun og blond skoledreng - som vi må formode er lykkelig for at være tilbage på skolebænken - er badet i blitzlys.

Med pavestolthed i stemmen rækker purken hånden og en langstilket rose frem mod landets statsminister og fremstammer den indøvede sætning: 'En rose til en rose'.

Det kunne danskerne se i '21 Søndag' på DR, der i aftes havde et indslag med statsministeren på tur rundt i det gradvist mere åbnede Danmark.

Nu er scenen med den skønne skoleknægt er gået viralt på Twitter.

Minder om Nordkorea
Tweetet fra Magnus Kraft, der i parentes bemærket er studerende på Københavns Universitet og skribent på Euroman, hvor han primært beskæftiger sig med rapmusik, er i skrivende stund afspillet 60.000 gange og har fået mere end 1100 likes.

Men han er ikke den eneste, der undrer sig over de pænt opstillede skoleelever med dannebrogsflag og hyldest til statsministeren med anråbet: 'Danmarks bedste statsminister'.

'Hvorfor minder det mig om Nordkorea,' skriver brugeren RAS.

'Jeg tænker Nordkorea,' skriver Simon Bastiansen.

Khader: Synd
Naser Khader kalder det 'DR Nordkorea' og 'synd for børnene'.

En anden, der undrer sig, er den sygemeldte politiker Rasmus Jarlov (K).

I tråden på Twitter spekuleres der i, om børnenes ageren er så indstuderet, at de ligefrem læser op fra et manuskript forfattet af Mette Frederiksens spin-mester, Martin Rossen.

Andre mener dog, at ungerne blot er stolte af det fine besøg.

DR afviser iscenesættelse
Martin Ågerup spørger blandt andet:

'Men hvem havde bedt børnene om at komme med dette tilråb? Var det læreren? Eller var det DR's journalist? Og ligegyldig, hvem det var: Er det rimeligt at sætte små børn til at hylde en politisk leder på nationalt tv?'

Hos Danmarks Radio afviser de at have noget med iscenesættelse i forbindelse med indslaget at gøre.

- Det vigtigste er at slå fast, at den iscenesættelse har vi ikke noget med at gøre. Vi ved ikke, hvordan skolen har tænkt sig at tage imod. Så vi viser jo bare, hvad der sker derude, siger nyhedschef hos DR Thomas Falbe til B.T.

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup er ikke i tvivl om, at DR taler sandt, når de afviser at stå bag hyldesten. Men han sår dog tvivl om, hvorvidt det er børnenes eget påfund.

Skolechef: Ingen instruktion
Ekstra Bladet har talt med den ansvarlige for skolerne - heriblandt også Stolpedalsskolen, hvor indslaget er optaget - i Aalborg Kommune.

- Vi er ikke blevet bedt om noget som helst, lyder det fra Mads Jørgensen, der er skolechef i Aalborg Kommune.

- Den eneste indoktrinering, som børnene havde fået, var, at de skulle overholde afstandsrestriktionerne. Men de var selvfølgelig forberedte på, at statsministeren kom, og så har de selv fundet på, hvad de skulle sige til hende, siger han til Ekstra Bladet.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

1665 kommentarer
Vis kommentarer