UD NU! Hænger fast hos Mette

Statsministerens højre hånd går stadig på arbejde ved Mette Frederiksens side, selvom han fra november er ansat som termostat-lobbyist

Forstå forskellen på Martin Rossens nuværende og nye job. Foto: Mads Claus Rasmussen, Jens Dresling. Produktion: Emma Svendsen

Martin Rossen sidder fast hos sin ven Mette.

Mandag lagde statsminister Mette Frederiksen et billede på sin Instagram-konto, hvor hun og Martin Rossen forlader Statsministeriet.

Og det faktum, at han stadig lægger arbejdstimer i Statsministeriet, overrasker Venstre.

- Jeg er overrasket, konstaterer Morten Dahlin (V), næstformand for Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Martin Rossen er særlig rådgiver og stabschef for Mette Frederiksen, men starter til november i et subtop-lobbyist-job hos termostat-giganten Danfoss.

Han har i små ti år været pot og pande med Mette Frederiksen som hendes nærmeste fortrolige.

- Jeg havde fået det indtryk, at han skulle afvikle ferie og afspadsering, så man ikke oplevede, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvem han egentlig arbejder for - statsministeren eller den private virksomhed, der har ansat han, siger Dahlin.

Ferie og afspadsering
- Det var mit indtryk og formodning, at man ikke ville gøre sig selv sårbar for kritik, for når man har en af de mest magtfulde mænd i dansk politik siddende centralt i Statsministeriet, så skal der ikke være nogen tvivl om, hvem han arbejder for, siger Venstre-manden.

Venstre står ikke alene med sin kritik af, at Martin Rossen stadig går til hånde i Statsministeriet.

Jesper Olsen kæmper for fuld gennemsigtighed med magten som formand for Transparency International Danmark. Han kalder også på et straks-farvel til Martin Rossen, fordi han frygter interessesammenfald i klimaforhandlingerne.

Danfoss har som producent af termostater en interesse i klimaforhandlingerne, fordi selskabet kan drage fordel af blot minimale ændringer af støtteordninger og lignende.

Mette Frederiksen og Martin Rossen forlader Statsministeriet mandag morgen. Foto: Mette Frederiksens Instagram-konto
Mette Frederiksen og Martin Rossen forlader Statsministeriet mandag morgen. Foto: Mette Frederiksens Instagram-konto
 

Ude nu
Hos Venstre afviser Morten Dahlin, at hans kritik skyldes et par for små sko.

- Er du ikke bare krakilsk - han kan jo erklære sig inhabil, hvis der kommer sager, som berører Danfoss?

- Jeg undrer mig bare over, at man vælger at gøre sig sårbar. Over sommeren skal der planlægges finanslov og nye klimainitiativer. Det er områder som den virksomhed, Martin Rossen skal arbejde i, har store interesser i. Det er legitime interesser. Derfor ville det være pænest, hvis man sagde: 'Der er fuldstændig rene linjer. Han er ude nu'.

- Nu har vi en mand rendende rundt i Statsministeriet på den næstmest centrale post, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvor hans fokus ligger. Det er et problem.

- Hvad vil du gøre for at få ham til at stoppe straks?

- Det er problemet ved Martin Rossen. En folketingspolitiker kan vælgerne holde op. Og man kan føre demokratisk kontrol med en minister. Statsministeren har fra starten valgt at skærme Martin Rossen fra alle former for demokratisk kontrol. Derfor er svært at få indsigt i, om han i løbet af sommeren får indsigt i de fortrolige papirer ift. klima og finanslov hen over sommeren.

- Det sætter en tyk streg under, at man har gjort en person immun over for demokratisk kontrol.

- Men vil I gøre noget, nu hvor I ved, at han passer sit arbejde stadigvæk, eller vil du bare lufte din undren her i Ekstra Bladet?

- Vi må se, om der er noget, vi kan gøre. Vi har ikke lagt os fast. Vi må kigge i den parlamentariske værktøjskasse, siger Morten Dahlin.

Martin Rossen tjener som særlig rådgiver 1,46 mio. kroner årligt inkl. pension. Det viser en aktindsigt på Statsministeriet.

Ekstra Bladet forsøgte mandag at spørge Mette Frederiksen til Martin Rossens fortsatte ansættelse i Statsministeriet på Christiansborg. Men hun ønskede ikke at udtale sig.

Statsministeriet har tidligere kort meddelt, at hans ansættelse ophører med udgangen af august.

306 kommentarer
Vis kommentarer