Udbrud breder sig i Ringsted: Ansat smittet på plejecenter

Ringsted Kommune lukker for besøg på kommunens plejecentre og botilbud, efter en ansat er konstateret smittet med corona

- Vi håber meget, at det ikke har spredt sig på plejecentret, og det er måske et wake-up-call om, at smitten stadig er her, siger Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
- Vi håber meget, at det ikke har spredt sig på plejecentret, og det er måske et wake-up-call om, at smitten stadig er her, siger Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Coronaen har fået yderligere fodfæste i Ringsted Kommune.

En ansat på plejecenter Ortved er konstateret smittet med corona, oplyser kommunen, som derfor lukker for besøg på samtlige plejecentre og botilbud i to uger.

- Det blev konstateret torsdag med en positiv test. Vedkommendes arbejde gør, at personen normalt ikke har tæt borgerkontakt, skriver Ringsted Kommune i en pressemeddelelse.

Borgmester Henrik Hvidesten (V) ser med stor alvor på udviklingen i kommunen.

- Vi håber meget, at det ikke har spredt sig på plejecentret, og det er måske et wake-up-call om, at smitten stadig er her, siger han.

Den ansatte er blevet smittet, kort efter at en større udbrud er registreret på byens største private arbejdsplads: Danish Crown-slagteriet, der har 32 ansatte med coronasmitte. Heraf er de 16 smittede testet positive det seneste døgn.

- Med den nationale strategi for håndtering af coronavirus kan der opstå de her lokale udbrud, og det ser nu ud til at være sket i Ringsted Kommune, siger Kasper Sonne, direktør for social- og sundhedsområdet i Ringsted Kommune.

Antal nye bekræftede tilfælde af covid-19 pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage pr kommune. Kilde: SSI
Antal nye bekræftede tilfælde af covid-19 pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage pr kommune. Kilde: SSI
 

Kommunen iværksætter derfor en række tiltag. Blandt andet skal alle medarbejdere og borgere ved plejecenter Ortved nu testes for corona, og man lukker for besøg på andre plejecentrer.

- Det gør vi som et forsigtighedsprincip, og fordi færre besøg udefra er en vigtig indsats for at mindske smittespredningen lokalt, siger Kasper Sonne.

Samtidig snakker kommunen med Region Sjælland for at etablere et lokal testcenter i Ringsted Kommune, så alle ansatte på plejecentre, hjemme- og sygepleje- og sociale tilbud kan testes.

Den smittede på plejecentret fik symptomer tirsdag og meldte sig syg fra arbejde og er efterfølgende blevet testet positive. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med smittesporing.

Onsdag oplyste slagterikoncernen, at tre ansatte var smittet - det første tilfælde blev kendt søndag. Efterfølgende har de danske sundhedsmyndigheder opstillet et mobilt testcenter på slagteriet for hurtigere at kunne teste de ansatte.

Kommunen gør sig klar til at hjælpe folk med at isolere sig, hvis de er testet positive.

- Vi kan hjælpe med at stille bolig til rådighed, hvis folk ikke kan isolere sig selv, og det har vi gjort i et tilfælde på det lokale vandrehjem, fortæller borgmesteren.

- Hvis det eskalerer yderligere, så har vi været i dialog med nabokommunerne i forhold til at få folk isoleret, siger han.

- Er den ansatte på plejecentret smittet via ansatte på slagteriet?

- Det vil kun være gisninger, så det kan vi ikke sige noget om, siger borgmester Henrik Hvidesten.

-Der er ingen tvivl om, at når det er på så stor en arbejdsplads som slagteriet, som har grene ud i mange dele af Ringsted, så er der risiko for en meget hurtig spredning, siger han.

Danish Crown har opdaget coronavirus hos flere medarbejdere på sit slagteri i Ringsted. Tirsdag fortalte virksomheden, at tre medarbejdere på slagteriet var blevet testet positive for virusset. Onsdag kan virksomheden fortælle, at der nu er mindst 15 smittede. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danish Crown har opdaget coronavirus hos flere medarbejdere på sit slagteri i Ringsted. Tirsdag fortalte virksomheden, at tre medarbejdere på slagteriet var blevet testet positive for virusset. Onsdag kan virksomheden fortælle, at der nu er mindst 15 smittede. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Danish Crown forventer, at man i starten af næste uge har fået testet alle ansatte og fået resultater tilbage.

Slagteriet i Ringsted har omkring 900 ansatte. De vil fremover blive testet ugentligt de næste syv uger for at få udbruddet under kontrol.

Mere end 100 ansatte på slagteriet er hjemsendt, fordi de har været i tæt kontakt med en eller flere smittede.

186 kommentarer
Vis kommentarer