Uddannelsesvejleder: Unge er ikke klar til endegyldigt valg

Der vil altid være en del unge, der vælger en forkert uddannelse i første forsøg, mener vejleder-formand

Det er langt fra alle unge, der er klar til at træffe et valg om videregående uddannelse, der ikke kan laves om.

Det siger formanden for de danske UU-centre, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Mark Jensen.

- Det er de ikke, og det bliver de ikke. Der vil altid være nogle, der uanset mængden af forberedelse vil gå ind ad den forkerte dør, siger han.

Mandag forventes et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at vedtage en lov, der begrænser muligheden for dobbeltuddannelse.

Konkret betyder det, at man ikke kan starte på en ny uddannelse på samme eller lavere niveau som den, man i forvejen har gennemført.

På sigt skal det spare staten 300 millioner kroner om året. Pengene skal til gengæld som del af en større aftale gå til forbedringer af blandt andet dagpengesystemet.

- Det får store konsekvenser for dem, der valgte forkert i første omgang, siger Mark Jensen.

62 kommentarer
Vis kommentarer