Udenlandske studerende har SU-gæld for 314 millioner

Studerende fra EU-lande har misligholdt SU-gæld for 314 millioner kroner. Myndighederne har hyret privat inkasso-firma til at kradse penge ind i Norden

Selv om politikere i årevis har forsøgt at inkassere SU-gæld, som udenlandske studerende skylder den danske statskasse, er omfanget af gælden kun vokset, skriver Politiken fredag.

Det viser et svar til Folketinget fra Skatteministeriet, der opgør, at udenlandske studerende fra andre EU-lande lige nu har misligholdt SU-gæld for 314 millioner kroner.

For et år siden udgjorde gælden 258 millioner kroner, og siden 2015 er den steget med hele 184 procent, skriver Politiken. Også antallet af skyldnere er steget fra 4.668 personer for et år siden til nu 5.514 personer, fremgår det af svaret til Folketinget.
Skatteminister Morten Bødskov (S) kalder situationen for 'absurd'.

- Det er forargeligt, at man kan komme her og få en gratis uddannelse, og så stikker man af fra regningen. Det duer ikke, siger han til Politiken.

Politikerne har kendt til problematikken i årevis. Derfor lancerede daværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) for halvandet år siden syv initiativer, der skulle styrke inddrivelsen af SU-gæld.

Eksempelvis ville man forsøge at lave aftaler med andre lande om at få deres hjælp, men trods drøftelser med Tyskland, Polen og Storbritannien er det ikke lykkedes at få hjælp til inddrivelsen, viser et folketingssvar fra foråret.

Et andet initiativ gik ud på at hyre private inkassofirmaer til at kradse pengene ind, og en sådan aftale er netop kommet i stand efter flere mislykkedes udbud, skriver Politiken.

Firmaet Kredinor har fået til opgave at kradse 150 millioner kroner gæld ind i Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island.

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere