Styrelser, nævn og statslige selskaber i hobetal bliver rykket ud af København – men ikke en eneste minister eller ministerium er flyttet med.
Efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) onsdag præsenterede næste udflytningsrunde af statslige arbejdspladser, er billedet fortsat krystalklart:
Politikerne bliver, hvor de er. Trygt og godt på Slotsholmen.
Ekstra Bladet mødte onsdag op til Sophie Løhdes præsentation af yderligere 4000 udflyttede, statslige arbejdspladser for at spørge, hvad der er galt med selv at flytte med.
- Sophie Løhde, hvorfor går du ikke selv forrest? Sådan for alvor. Og flytter et departement ud. Hvad er der til hinder for, at socialministeren kan sidde sammen med Socialstyrelsen i Odense – eller miljø- og fødevareministeren sammen med Miljøstyrelsen samme sted? Eller at du, som står for hele denne her plan, selv bliver flyttet ud af København?
- Jeg havde nær sagt, at jeg nogen gange føler mig som en udflyttet minister. Forstået på den måde, at jeg tilbringer store dele af min tid på landevejen rundt i det danske land som en helt central del af mit arbejde. Jeg er glad for, at vi kan præsentere en historisk stor plan for indflytning af statslige arbejdspladser i dag med 4024. Det er ambitiøst. Og der bliver også flyttet drift og administration bredt fra alle ministerområder, siger Sophie Løhde til Ekstra Bladet.
- Men du siger på pressemødet, at i takt med at regeringen opretter nye, statslige arbejdspladser, skal det ske uden for København. Vil du så give håndslag på, at ved næste ministerrokade – for de plejer jo at komme – når der kommer en ny, pudsig ministertitel, at så vil du arbejde for, at det departement og den minister skal sidde uden for København?
Regeringen sender flere statslige job til provinsen
- Det ligger vist uden for min lønramme at sidde og bestemme, hvem der bliver minister, og hvor de bliver placeret, samt hvilke områder der skal være ansvarlige ressortministre for, siger Sophie Løhde, som dermed viger komplet udenom Ekstra Bladets spørgsmål om, hvorfor ikke også landspolitikere kan flyttes ud i landet.
Ind/udflytning
Sophie Løhde og statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede planen, der sender statslige arbejdspladser ud til en lang række byer. Og ifølge begge politikere er det forkert at tale om en ’udflytning’ af arbejdspladser:
- Vi kan i dag præsentere endnu en stor plan for - skal vi kalde det - indflytning af statslige arbejdspladser. Den betyder, at 4000 nye og eksisterende arbejdspladser rykker ind i 49 byer, lød det fra Løkke på pressemødet.
Blandt de største arbejdspladser, der flyttes ud af København, er i denne omgang Miljøstyrelsen med 440 arbejdspladser. Miljøstyrelsen skal fremover ligge i Odense, hvor Socialstyrelsen blev placeret ved sidste runde. Dermed er den fynske hovedstad ind til videre godt kørende, hvad angår statslige arbejdspladser.
Udover Miljøstyrelsen bliver blandt andet Patientklagestyrelsen, Energitilsynet og Dansk Sprognævn også flyttet ud af hovedstaden.
Oversigt over hele institutioner, som indgår i planen: