Udlandet raser over Danmark

Svenskerne kræver svar, og tyskerne kalder det en skandale, mens Snowden havde forudset det meste

Den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist. Foto: Ritzau Scanpix/Wiktor Dabkowski
Den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist. Foto: Ritzau Scanpix/Wiktor Dabkowski

Flere udenlandske politikere reagerer kraftigt på DR's afsløring om, at USA med Danmarks hjælp har kunnet spionere på fremtrædende politikere Europa rundt.

Vores svenske naboer kræver, at Danmark fremlægger information om sagen.

- Jeg tager den her situation meget alvorlig. Jeg har stillet krav til Danmark om, at vi får alt information, såfremt at danske systemer og platforme er brugt til det her, lyder det fra den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, til SVT.

I Tyskland er blandt andet kansler Angela Merkel og tidligere kanslerkandidat Peer Steinbrück blevet udspioneret ifølge DR's afsløring.

- Politisk betragter jeg det som en skandale, lyder det fra den tidligere oppositionsleder og kanslerkandidat Peer Steinbrück.

Snowden reagerer
Edward Snowden, den kendte whistleblower, der nu har politisk asyl i Rusland, reagerer på Twitter.

Modsat flere politikere er han ikke overrasket over afsløringen.

På dansk tweeter han:

'Hvis der kun (bare, red.) havde været en eller anden grund til at undersøge for mange år siden. Åh hvorfor advarede ingen os,' skriver han ironisk med henvisning til, at han flere gange har nævnt Danmark i sine afsløringer.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- Får ikke konsekvenser
Spørger man Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen, er afsløringen næppe noget, der kommer til at vælte en regering.

- Det er nogle sager, der ligger noget tid tilbage. Jeg tvivler på, at det får nogen politiske konsekvenser.

- Jeg er sikker på, at Trine Bramsen (Danmarks forsvarsminister, red.) bliver indkaldt i samråd, men det bliver holdt lukket, da det handler om efterretninger osv.

- Skal vores naboer ikke have en undskyldning?

- Det kan godt være. Men det er ikke til at sige, hvordan politikerne kommer til at håndtere det her.

FAKTA: USA's omdiskuterede efterretningstjeneste NSA

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA har udnyttet et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om at aflytte danske internetkabler.

Det skriver DR, der har undersøgt sagen sammen med en række andre medier fra Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig.

NSA har brugt samarbejdet til at spionere mod toppolitikere og højtplacerede embedsmænd i de fire ovenstående europæiske lande.

Her kan du læse mere om NSA:

* NSA står for National Security Agency (Det Nationale Sikkerhedsagentur). Det er den største af de amerikanske efterretningstjenester.

* NSA arbejder blandt andet med overvågningsprogrammer, kryptering, sikkerhed og beskyttelse af amerikanske kommunikationssystemer.

* Det var oprindeligt en enhed under Anden Verdenskrig, som skulle afkode hemmelig kommunikation, men i 1952 valgte den amerikanske præsident Harry S. Truman at oprette det som et nationalt sikkerhedsagentur.

* NSA hører under det amerikanske forsvarsministerium.

* NSA har hovedkvarter på militærbasen Fort George G. Meade i Maryland tæt på Washington D.C.

* NSA samarbejder med alle Nato-landes efterretningstjenester.

* I 2013 lækkede den tidligere NSA-medarbejder Edward Snowden utallige efterretningsoplysninger, som blandt andet blotlagde NSA's globale overvågning.

* Blandt andet skrev den tyske avis Der Spiegel, at NSA overvågede centrale EU-kontorer og diplomater. Avisen skrev også, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, var blevet aflyttet af USA.

* Le Monde skrev, at franske forretningsfolk og politikere var blandt millioner af franskmænd, som fik deres telefonopkald registreret hos NSA.

Kilder: nsa.gov, DR Nyheder, Encyclopedia Britannica.

Få et overblik over skandalen, der rullede i august 2020.