Udrejse-fiasko: Regeringen spillede højt spil

Planen om et udrejsecenter på Langeland er blevet forkastet - støtter på Christiansborg var ikke taget i ed

Regeringen satsede og fik en kold skulder i sagen om udrejsecentret for udvisningsdømte udlændinge på Langeland.

Ekstra Bladet erfarer fra en række kilder, at Mette Frederiksen og co ikke havde taget støttepartiet SF i ed, inden de traf beslutningen om at placere det omstridte center på den fynske ø.

Umiddelbart havde det været en god idé at få støtterne på Christiansborg med på planen på forhånd. SF sidder nemlig på borgmesterposten på Langeland, og der faldt beslutningen om et udrejsecenter på øen absolut ikke i god jord.

– Det er noget bras og en fuldstændig forkert placering. Det er ikke en klog beslutning og ikke en beslutning, jeg bakker op om, lød det fra Langelands borgmester, Tonni Hansen, til TV 2.

Orienteret i 11. time
Først tirsdag aften i sidste uge var borgmesteren blevet kontaktet af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og orienteret om, at Holmegaard på Langeland skulle være udrejsecenter for de udvisningsdømte udlændinge.

Dagen efter holdt Tesfaye pressemøde, hvor han præsenterede planerne om det nye udrejsecenter.

Mens trods regeringens detaljerede planer - ejendommen på Langeland var allerede opkøbt for 13,5 mio. kr. - endte sagen med at blive en maveplasker.

Der gik nemlig ikke lang tid, fra Mattias Tesfaye havde annonceret planerne om det kommende udrejsecenter på Langeland, til SF på Christiansborg begyndte at røre på sig. 

- Vi synes, det er en rigtig dårlig idé at placere et udrejsecenter for personer på tålt ophold på Langeland. Det er som udgangspunkt noget, regeringen bestemmer, men hvis vi skal stemme om en placering på Langeland, så stemmer vi selvfølgelig nej, lød det fra SF's udlændingeordfører, Carl Valentin, ifølge Ritzau.

Skrev under
Dermed var støttepartiet klar til at bringe regeringen i mindretal - forinden var en samlet blå blok nemlig blevet enige om et beslutningsforslag om at droppe lokationen på Langeland.

Efter folketingsvalget i 2019 skrev SF ellers under på det såkaldte forståelsespapir med regeringen, hvor man aftalte at finde en anden placering end Kærshovedgård, hvor udrejsecentret har ligget siden 2016.

Ikke diktator
Mattias Tesfayes reaktion på SF's afvisning faldt hurtigt:

– Jeg er jo minister. Jeg er ikke diktator. Vi lever i et folkestyre, så vi kommer fra regeringens side ikke til at tromle hen over et flertal af Folketinget, lød det fra ministeren.

Tirsdag aften meldte Tesfaye så officielt ud, at planen om udrejsecentret på Langeland var skrinlagt.

Regeringen havde spillet højt spil og håbede på at skaffe et flertal, selvom støttepartierne - ikke mindst SF - ikke havde givet grønt lys på forhånd.

Og nu der er ingen plan B i skuffen hos Tesfaye.

- Jamen, vores løsning er jo at etablere et udrejsecenter på Langeland. Men det er der så ikke flertal for, der er tværtimod et flertal imod. Vi har ikke andre løsninger, har ministeren slået fast over for Ritzau.