Uffe efterlader Fock i økonomisk ruin

Millioner fosser ud af Alternativets kasse efter Elbæks exit. Josefine Fock tror alligevel mere end nogensinde på projektet

Ekstra Bladet spurgte Uffe Elbæk hvorfor han forlader det parti, han er stifter af. Hør hvad han sagde her. Video: Tariq Mikkel Khan.

Alternativet må famle videre som politisk projekt med næsten tomme lommer.

Det står klart, efter Uffe Elbæk er skredet sammen med tre andre MF'ere fra sit livsprojekt.

Det skyldes, at de fire opretholder deres mandater i Folketinget, og derfor tager store dele af den økonomiske støtte med sig over i tilværelsen som løsgængere.

Reglerne for støtte af politiske partier på Christiansborg er nemlig betinget af, at partiet har mindst fire folketingsmedlemmer.

Og det tal er Josefine Fock langt fra at kunne levere. Lige nu har Alternativet kun et tilbageværende folketingsmedlem. Han hedder Torsten Gejl. Hvorvidt han bliver hængende er dog også usikkert, da han først på torsdag vil tale om sin fremtid.

Millionerne ruller
Det er ikke småpenge, som Alternativet står til at miste. Små otte millioner kroner om året eller 630.000 kr. om måneden må Josefine Fock vinke farvel til, hvis hun går fra fem til ét folketingsmedlem. Det oplyser Folketinget over for Ekstra Bladet.

Alternativet var med fem folketingsmedlemmer sikret 9,5 millioner kroner årligt i gruppestøtte til sekretærer, eksperter og pressefolk. Det beløb vil falde til beskedne 1,7 millioner kroner årligt, hvis blot en enkelt MF'er repræsenterer partiet på tinge. Det fremgår af tal fra Folketingets økonomikontor.

Eneste lyspunkt for Josefine Fock er, at nedgangen i budgettet først træder i kraft om 12 måneder.

Stemningen på Alternativets gang mandag eftermiddag var da heller ikke ligefrem munter. De ansatte er sig fuldt bevidst, at kun et fåtal af dem vil kunne beholde jobbet, når gruppen er smuldret.

Vant til rod
Måske kan nogle ansatte fortsætte som medarbejdere for Uffe Elbæk og co.

Hvis de fire går sammen, så har de mulighed for at hente knap otte millioner kroner i støtte. Det skyldes, at fire folketingsmedlemmer opnår store økonomiske fordele frem for grupper på tre eller færre.

Hverken Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist eller Sikandar Siddique ville mandag aften tale om dannelsen af et nyt parti. Men de udelukkede ikke noget over for Ekstra Bladet og andre medier.

Forbliver de fire hver for sig har de kun ret til 816.00 kroner om året fra Folketinget i løsgængerstøtte, oplyser Folketinget. Derfor har de en god økonomisk grund til at slå pjalterne sammen. Hvis de altså vælger det.

Alternativet har udover gruppestøtte adgang til partistøtte, men også det beløb er for nedadgående.

På grund af det dårlige folketingsvalg i juni er partiet gået fra cirka 5,5 mio. kr. til 3,5 mio. kr. i offentlige partistøtte. Beløbet udregnes på baggrund af modtagne stemmer ved seneste folketingsvalg.

Alternativet har nærmest haft notorisk ondt i pengepungen siden stiftelsen. Ekstra Bladet har flere gange beskrevet rodderiet.

Så sent som i april stod en tidligere kasserer i partiet Theis Krarup Hansen frem. Han anklagede sine tidligere partifæller for uretmæssigt at have udvekslet beløb mellem partiets landsorganisation og folketingsgruppe.

– Worst case kunne være cigarkasse-regnskaber og den slags ting, udtalte han til Ekstra Bladet.

Uffe: Tænker ikke på penge

Uffe Elbæk synes, det er helt okay, at han fortsætter i Folketinget, selv om han skrider fra partiet, han selv har stiftet og været den absolutte hovedperson i.

Du efterlader Alternativet i økonomisk ruin.

- Der har ikke været nogen overvejelser om de økonomiske konsekvenser. Det er et personligt moralsk valg, vi hver især har truffet.

Hvorfor lader du ikke Alternativet overtage dit mandag?

- Jeg tror, dem som har stemt på mig, de har stemt på mig. De er sikre på, at de holdninger, der kendetegner mit politiske arbejde i går, er de samme i dag og i morgen. Jeg har et ansvar over for de vælgere, der har stemt på mig.

Er der et nyt projekt på vej, som du er en del af?

- Nej. Johhh. Altså, man kan tænke alt muligt. Men lige nu skal jeg trække vejret ned i maven.

- Det er meget voldsomt det, som er sket i dag. Og de sidste par uger. Jeg tror Susanne, Sikandar, Rasmus og mig har det sådan, at nu skal vi lige mødes i en helt ny virkelighed. Vi ved ikke engang, hvor vi skal bo henne her på Christinasborg. Vi kender ikke engang vores egen økonomi. Der skal måske nogle medarbejdere med over til os. Vi skal finde ud af, hvad kan vi sammen. Og hvad kan vi ikke sammen.

- På den måde ender vi - hvis man tager de positive briller på - i en situation som den Folketinget oprindeligt var tænkt: 179 enkeltmedlemmer, som skal finde ud af at lave politik sammen. Nu er det et lille eksperiment for det, man oprindeligt gerne ville have, siger Uffe Elbæk.

Alternativet-stifteren oplyser, at han stadig var medlem af Alternativet, hvis Rasmus Nordqvist var blevet valgt som formand.

- Men det her er ikke en personligt konflikt mellem mig og Josefine, understregede han.

Beskeden om sit exit overleverede han til Josefine Fock i en mail.

Ekstra Bladets Brian Weichardt interviewer Uffe Elbæk. Se klippet over artiklen.
Ekstra Bladets Brian Weichardt interviewer Uffe Elbæk. Se klippet over artiklen.
 

Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk holder sammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Nordqvist og Uffe Elbæk holder sammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fock: Jeg er ikke Komiske Ali

Penge eller ej. Josefine Fock fortsætter sin formand for Alternativet.

- Hvis jeg gik nu, så ville jeg kaste partiet ud i en endnu større krise, end vi allerede er, siger hun.

- Jeg kan ikke tillade mig at tage det personligt, jeg har fået en meget stor opbakning fra baglandet og hovedbestyrelsen.

Det siger hun til Ekstra Bladet og et par andre medier ved partiets kontorer på Christiansborg.

Nu har I kun et folketingsmedlem. I har ingen penge, hvordan vil I fortsætte?

- Nu har jeg været med til det her før. Jeg fokuserer på, at vi skal opbygge noget helt nyt. Måske var det sådan, det skulle være. Vi står ved en skillevej. Nogen forlader partiet. Så kan vi igen få opbygget et parti, som står mere stærkt.

Har Uffe Elbæk været loyal her i slutspillet?

- Det vil jeg ikke forholde mig til. Det siger rigtig meget, at han vælger at forlade partiet. Det er jeg ked af. Jeg er sikker på, at Uffe og jeg kunne have haft et godt samarbejde. Det er ikke mig, som fik Uffe til at trække sig som politisk leder. Jeg blev valgt på demokratisk vis med stor medlemsopbakning. Det bliver jeg nødt til at holde fast i for partiets skyld.

Du har ikke engang en enstemmig hovedbestyrelse i ryggen?

- Jeg har en hovedbestyrelse, som bakker mig op. Der er et mindretal, hvor jeg ved, at det er mere nuanceret.

Det er et stort mindretal, Josefine Fock...

- Jeg bliver stadigvæk nødt til at sige, at jeg har opbakning. Det er blevet kategorisk afvist, at jeg skulle have rusket i nogen. Det glæder jeg mig over i den hovedbetyrelses-udmelding. Ja, der var arbejdsmiljømæssige udfordringer for fem år siden, hvor flere havde et ansvar udover mig. Dermed er vi et nyt sted nu.

Er der ikke noget Komiske Ali over dig. Hele Bagdad står i brand, men du siger, alt skal nok blive godt. Hvem skal dog tro på det?

- Jeg synes ikke, der er noget Komiske Ali over det. Jeg bliver nødt til at respektere et medlemsvalg. Jeg får at vide af store dele af baglandet, at jeg fortsat har meget, meget stor opbakning. Det ville være helt utidigt af mig at tage mit gode tøj og gå. Det kan jeg da love dig, at jeg har overvejet. Men hvis jeg gjorde det, så ville jeg da for alvor smide Alternativet ud med badevandet.

- Det er Alternativet for vigtigt til. VI er et utroligt vigtigt parti her på Christiansborg og ude i baglandet og i Danmark og hele omverden. Ja, hele verden. Vi skal være det bedste parti, og det bedste land for verden, siger hun.

Josefine Fock holder på dette billede fra 4. februar bogstaveligt talt fast i Torsten Gejl. Hvis han smutter ryger de sidste penge fra Folketinget. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Josefine Fock holder på dette billede fra 4. februar bogstaveligt talt fast i Torsten Gejl. Hvis han smutter ryger de sidste penge fra Folketinget. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
 

Var Uffe Elbæk og partifællernes Få Henrik Qvortrups analyse her. Video: Tariq Mikkel Khan, Ritzau/Scanpix. Producer: Lasse Brøndal

 

272 kommentarer
Vis kommentarer