Uffe Elbæk i shitstorm: Nu retter han sit Facebook-opslag

Alternativets politiske leder er kommet i stormvejr på de sociale medier efter et Facebook-opslag, hvor han opfordrer til at lytte til 'mystikeren' Lars Muhl. Nu præciserer Elbæk sit opslag

Uffe Elbæk har præciseret et opslag på Facebook: 'Men opslaget er blevet læst på en helt anden måde, end det var tiltænkt. Og det er jeg den første til at undskylde', skriver han. Foto: Jens Dresling
Uffe Elbæk har præciseret et opslag på Facebook: 'Men opslaget er blevet læst på en helt anden måde, end det var tiltænkt. Og det er jeg den første til at undskylde', skriver han. Foto: Jens Dresling

Uffe Elbæk bliver haglet ned på sin Facebook-profil. Det sker som følge af et Facebook-opslag, som Elbæk har skrevet 15. marts, som handler om den selverklærede 'mystiker' Lars Muhl.

De fleste af brugerne mener, at Lars Muhl fremkommer med konspirationsteorier om det danske sundhedsvæsen, og de fremhæver, at han sætter spørgsmålstegn ved brugen af vacciner.

I Facebook-opslaget, der linker til en video med Lars Muhl, afslutter Uffe Elbæk:

'Jeg synes, det er værd at lytte til ham. Og ikke mindst selv overveje hvad svarene på spørgsmålene er', skriver han. 

Præciserer sit opslag
De mange kritiske reaktioner har fået Elbæk til at tilføje en lang præcisering til sit opslag. Her forklarer han, at han 'anerkender videnskaben og seriøs forskning', og at delingen af Lars Muhls video ikke skal opfattes, som om at Uffe Elbæk er imod vacciner.

En bruger spørger den politiske leder, hvad det betyder, at Elbæk undskylder for, at indlægget blev læst forkert.

'Jeg undskylder, at den tekst, jeg skrev, var uklar, skriver Uffe Elbæk. 'Så der har jeg fejlet - i den grad', afslutter han.

Der er 120 brugere, der har delt Uffe Elbæks opslag og næsten 300, der har kommenteret det.

Blandt andet brugeren Rasmus Holm har delt Uffe Elbæks opslag og skriver, at Alternativet nu går ind for 'alternative facts'.

Også Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, har delt Elbæks opslag og skriver, at han 'er rystet'.

Sætter spørgsmålstegn ved HPV-vaccine
I videoen, som blandt andet er en reklame for Lars Muhls kones nye bog 'Hjælp', stiller Muhl eksempelvis spørgsmål ved, om det danske sundhedssystem i virkeligheden slet ikke er til for at gøre patienterne raske.

'Har det noget at gøre med en industri, der ønsker at opbevare en indtjening, frem for at det handler om vores helbred?, spørger Lars Muhl.

Mystikeren fremhæver også den omdiskuterede HPV-vaccine. En vaccine som blandt andet på baggrund af TV2's dokumentar 'De vaccinerede piger', har fået opbakningen til vaccinen til at falde drastisk.

Det, selvom der ikke er fundet en lægevidenskabelig sammenhæng mellem piger, der bliver syge, og vaccinen.

'Piger, der bliver vaccineret med ting, som åbenbart gør, at de bliver ramt af den ene og den anden sygdom, uden at man vil tage det alvorligt. Man prøver bare at bortforklare det, siger Lars Muhl blandt andet i videoen.

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en uddybende kommentar fra Uffe Elbæk.

186 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere