Uffe Elbæk vil fortælle hovedbestyrelsen om Fock

Alternativets tidligere politiske leder, Uffe Elbæk, vil dele oplevelser med efterfølger med hovedbestyrelsen

Sådan så det ud, da Josephine Fock blev valgt som ny leder for Alternativet. Video: Ritzau

Uroen i Alternativet om partiets politiske leder, Josephine Fock, fortsætter onsdag aften.

Her fortæller forhenværende politisk leder Uffe Elbæk, at han vil gå til hovedbestyrelsen og fortælle om oplevelser, han har haft med Josephine Fock.

- Jeg har et ansvar for, hvad der er sket i min tid som politisk leder i Alternativet.

- Derfor har jeg taget imod Hovedbestyrelsens åbne invitation til medlemmer for at fortælle dem om blandt andet de episoder, som Information har beskrevet og som jeg har bevidnet eller været orienteret om, skriver han på Twitter.

Efter valget af Josephine Fock 1. februar har der været kritik af hendes ledelsesstil, da hun sad i Folketinget for partiet fra 2015 til 2018.

Information bragte lørdag en artikel, hvor en lang række unavngivne kilder sagde, at Josephine Fock adskillige gange havde opført sig kolerisk og flere gange fysisk havde rusket ansatte i partiet.

Det har fået partiets hovedbestyrelse til at invitere kilderne til at kontakte dem og fortælle om deres oplevelser.

Og det er det tilbud, Uffe Elbæk nu tager imod.

Ekstra Bladet arbejder på at få en uddybende kommentar fra Uffe Elbæk.

Hovedbestyrelse har tillid
Tirsdag blev der afholdt møde i Alternativets hovedbestyrelse om sagen, og efter mødet lød meldingen, at man havde fuld tillid til Josephine Fock som politisk leder.

'Josephine gjorde rede for sit perspektiv, og der var en efterfølgende samtale. Der er ikke før mødet eller på mødet kommet noget frem, der støtter anklagerne i artiklen', skrev talsperson for hovedbestyrelsen Jesper Callesen i en pressemeddelelse efter mødet.

Josephine Fock har selv afvist alle anklager.

Spørgsmål om injurier velkomne
På Twitter har Alternativets tidligere pressechef Magnus Haslebo onsdag skrevet, at han står på mål for historierne i Information.

- Til alle, der måtte så tvivl om rigtigheden af oplysningerne i Information, som jeg nu også har bakket op: Jeg velkommer ethvert søgsmål om injurier med åbne arme. Men lur mig, det kommer ikke, skriver han på Twitter.

Han har onsdag også sagt til DR om sine oplevelse af Josephine Focks ledelsesstil:

- Det er noget med at gå meget tæt, overskride den personlige grænse og råbe, så man kan smage, hvad hun har fået til frokost - lige op i ansigtet.

81 kommentarer
Vis kommentarer