Uffe har gjort det før: Kan sikre Løkke magten

Alternativets leder Uffe Elbæk har før vraget de røde og bragt Venstre til tops, da han sikrede den første århusianske V-borgmester i 82 år. Det er han klar til at gentage med Lars Løkke i Statsministeriet

Med et spinkelt rødt flertal efter et valg vil Uffe Elbæk lade Løkke gå til dronningen som den første for at forhandle regering. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Med et spinkelt rødt flertal efter et valg vil Uffe Elbæk lade Løkke gå til dronningen som den første for at forhandle regering. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Han har gjort det før. Og han har pralet med det.

Uffe Elbæk er ikke ked af at bringe Venstre til magten.

Alternativet-stifteren sørgede tilbage i 2001 for, at Venstre for første gang i 82 år kunne indtage borgmesterkontoret i Aarhus, en ærke-socialdemokratisk kommune.

Dengang var Elbæk byrådsmedlem for de radikale, som i generationer havde støttet Socialdemokratiet. 

Sikrede borgmesterkæden
Venstres spydspids hed Louise Gade, og hun kunne på Elbæks nåde smykke sig med borgmesterkæden.

– Louise Gade har udviklet sig klart positivt både politisk og personligt under valgkampen, og hun er en kandidat til borgmesterposten, som vi gerne skriver på til en dans efter valgaftenen, sagde Uffe Elbæk i JP Aarhus få dage før kommunalvalget.

Senere har AL-formanden pralet med sin gerning som dronningemager i Aarhus:

– Det er ikke, fordi vi vil starte med en trussel om at trække stikket. Men faktisk var min første politiske handling som folkevalgt at skifte en socialdemokratisk borgmester i Aarhus ud med en Venstre-borgmester. Det var ikke populært i en kommune, der havde haft socialdemokratisk styre i 82 år, lød det fra Uffe Elbæk i Altinget, da han havde stiftet Alternativet og udgjorde en del af statsminister Helle Thorning-Schmidts parlamentariske grundlag i Folketinget.

I dag hedder spydspidsen Lars Løkke Rasmussen i stedet for Louise Gade, og Aarhus Rådhus er skiftet ud med Christiansborg.

Til godkendelse
Men Alternativets udgangspunkt er det samme.

For med det grønne partis melding om, at deres mandater efter et kommende folketingsvalg ikke skal tælles med hos rød blok, kan der hurtigt opstå en situation, hvor Mette Frederiksen ikke har flertal til at forsøge at danne en regering. En rolle, der derfor går til Lars Løkke Rasmussen.

Uffe Elbæk vil dog have statsministerens regeringsgrundlag til godkendelse, gjorde han klart i går.

Men så sent som i onsdags slog Uffe Elbæk i Jyllands-Posten fast, at Løkke skulle have en chance:

– Løkke skal da have en chance. Jeg glæder mig til høre, om han er blevet mere grøn og mere EU-venlig.

S: Skræmmende perspektiv
Hos Socialdemokratiet husker de kun alt for godt, hvordan Uffe Elbæk tidligere har frarøvet dem magten i Danmarks næststørste by.

– Jeg er nervøs for, at den her melding om, at Løkke skal have en chance, ender ligesom, da Uffe pegede på Venstre i Aarhus. Det vil være rigtig skidt for Danmark med fire år mere til Løkke på Uffes billet, siger S-profilen Jens Joel, der har mange socialdemokratiske år bag sig i Smilets By.

Dybt bekymret
– Det er ikke bare en tom trussel, fordi Uffe har gjort det før. Jeg er dybt bekymret. Det er et skræmmende perspektiv, når Uffe vil give Løkke en chance, fordi han før har givet Venstre magten, som vi så det i Aarhus, siger Jens Joel til Ekstra Bladet.

– På grund af vores valgsystem betyder Uffes melding, at Løkke får chancen for at danne regering først. Og Løkke behøver ikke regne med Uffes forhindringsbane, siger han.

--------- EKSTRA SPLIT ELEMENT ---------

Elbæk glad for Venstre-magt i Aarhus

Haha, held og lykke. Går det ikke, så må vi bare vælte jer efter 14 dage, lyder det fra Uffe Elbæk til statsminister Lars Løkke. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Haha, held og lykke. Går det ikke, så må vi bare vælte jer efter 14 dage, lyder det fra Uffe Elbæk til statsminister Lars Løkke. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

Lars Løkke kan altså ende med at danne en ny regering, selvom der er rødt flertal efter et valg.

Det erkendte Alternativets leder, Uffe Elbæk, omgivet af hujende partimedlemmer på Alternativets sommergruppemøde i går.

– Uffe, hjælp lige mine læsere med at forstå, hvad der sker efter et valg, hvis der er et lille rødt flertal med Alternativet, sådan som de fleste målinger viser?

– Dronningens embedsmænd regner sammen, at Lars Løkke har flest mandater bag sig, og så får han lov til at være første kongelige forhandler.

– Så vil vi sige held og lykke, men du skal vide, Løkke, at vi blandt andet vil gøre op med den stigende økonomiske og sociale ulighed og byde 2000 kvoteflygtninge velkommen hvert år.

– Hvis Lars Løkke danner en regering – selv med den her viden – så skriver han et regeringsgrundlag. Hvis det grundlag strider markant med det, som vi mener er rigtigt for Danmark, så vil vi uden tvivl i hjertet stemme for et mistillidsvotum.

– Tror du, at Alternativets vælgere, som måske ikke er så vilde med Lars Løkke, kan være en smule skeptiske, når du før har givet magten til Venstre i Aarhus?

– Jeg har gjort det én gang før, og jeg var meget glad for den beslutning. Det var ikke let, men det var den rigtige beslutning.

– På valgnatten sagde vi til Socialdemokratiet, at hvis de ville stille med en anden borgmester (end Flemming Knudsen, red), med Nicolai Wammen, så ville vi gerne pege på ham. Det fik vi så mulighed for fire år efter.

– I har sagt, at det enten skulle være konkret politik eller et regeringsgrundlag, som var afgørende for jeres mistillid. Hvad så hvis Løkke den første tid ikke fremlægger nogen af delene?

– Om det så bliver efter 14 dage eller tre måneder, så vil der opstå en sag, hvor det bliver et kabinetspørgsmål, og så må det være sådan.

– Så skal danskerne ned og stemme en gang til?

– Ja.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nicolai Wammen om Uffe Elbæks påståede tilbud tilbage i 2001.

Se også: Uffe slingrer rundt: Kræver at nikke til Løkkes plan

106 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere