Uffe sendte kandidat hjem efter udlændinge-brøler

Alternativets kandidat Uzma Ahmed blev sendt hjem under valgkampen - en beslutning som hidtil er blevet holdt hemmelig af partiets formand Uffe Elbæk

Uffe Elbæk var meget nervøs efter at have hjemsendt ordfører under valgkampen. (Foto: Peter Hoved Olesen)
Uffe Elbæk var meget nervøs efter at have hjemsendt ordfører under valgkampen. (Foto: Peter Hoved Olesen)

- Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her.

Sådan sagde Alternativets folketingskandidat Uzma Ahmed, da hun præsenterede partiets intregationsudspil i Politiken under valgkampen.

Dette førte til, at Uzma Ahmed dagen efter trak sine udtalelser tilbage, hvor hun i en pressemeddelelse sagde de bevingede ord, 'Jeg tager afstand fra mig selv'.

Udtalelserne fra Uzma Ahmed stod da også i en skærende kontrast til partiets udlændingepolitik, hvor de gik til valg på et opgør med '15 års strammerkurs' og en afskaffelse af 24-års-reglen.

Men sagen fik et langt mere alvorligt efterspil, viser dokumentaren 'Uffes Alternativ', der bliver vist i København mandag aften, og som Politiken har set.

Partiets spidskandidater besluttede nemlig at sende Uzma Ahmed på pause for sit ordførerskab under et møde senere på ugen.

Holdt hemmelig
Beslutningen blev holdt hemmelig for pressen, og et telefonopkald af formand Uffe Elbæk indikerer, at sagen var højt på dagsordenen for det nystartede parti.

- Hvad fanden i helvede gør vi. Hun kan jo finde på at gøre det her public. Det kan være med til at gøre, at vi ikke kommer ind, hvis det her kører videre. Det er fucking serious bussiness det her, udtaler Uffe Elbæk i dokumentaren ifølge Politiken.

Også Uzma Ahmed udtaler sig om den spegede sag i dokumentaren, hvor hun langt fra er enig med partiets beslutning.

- Jeg er ikke enig i deres strategi om at lade være med at sige noget i fire uger. Jeg er ikke enig i, at der er nogen respektfuld position i partiet, hvis det er, de tager ordførerskabet fra mig, på baggrund af det her. Jeg er ikke enig i, det er en ny politisk kultur, siger Uzma Ahmed.

77 kommentarer
Vis kommentarer