Uffe slingrer rundt: Kræver at nikke til Løkkes plan

Ny kurs fra Alternativet, som først afviste at blokere for en ny regeringsdannelse

Uffe Elbæk. Foto: Martin Lehmann
Uffe Elbæk. Foto: Martin Lehmann

Der er godt gang i slingrekursen hos Uffe Elbæk og Alternativet.

Før sommerferien meldte det grønne parti ud, at det pegede på Uffe Elbæk som statsministerkandidat, og at Alternativets mandater ikke automatisk kunne tælles med i rød blok. Samtidig ville Elbæk ikke blokere for dannelsen af en regering.

Udmeldingen fra Elbæk skabte intens forvirring og debat om de statsretlige konsekvenser af Alternativets position. En position, som kunne resultere i en borgerlig regering, der kunne blive mødt med et mistillidsvotum fra det grønne parti, når den begyndte at fremlægge konkret politik i folketingssalen.

Men nu ændrer Uffe Elbæk kurs endnu engang.

Se også: Ræverøde Skipper vil også være statsminister

Se også: Elbæk vil lave 15 nye ministerier og ændre regeringsapparatet

I et interview med DR understreger Alternativet-lederen, at et eventuelt regeringsgrundlag fra Lars Løkke Rasmussen nu skal til godkendelse hos Alternativet, INDEN en regering bliver dannet.

- Så vil vi sige til Lars: Du skal vide, at det, som er vigtigt for os, det er, at man laver en markant politik i forhold til ulighed, at man prioriterer 2.000 FN-kvoteflygtninge, at man omlægger konventionel landbrug til økologi. Han er nødt til at vide, at han kan blive mødt med et mistillidsvotum nede i salen, siger Uffe Elbæk til Slotsholmen på P1.

I interviewet bliver Elbæk spurgt, om hans nye position ikke gør det markant sværere at danne en regering:

- Ja. Det bliver markant sværere med det her, siger Uffe Elbæk til DR.

Ifølge Socialdemokratiets tidligere mangeårige minister, Henrik Dam Kristensen, er den nye udmelding fra Uffe Elbæk mystisk:

- Hvis man skal godkende et regeringsgrundlag, så er det vel fordi, man agter at være en del af den blok. Sådan vil det normalt være. Jeg synes, det er mystisk, hvis jeg skal være helt ærlig, siger Henrik Dam til Ekstra Bladet.

- Parlamentarisk forstår jeg ikke det dér. Det har jeg ikke erfaring nok til, siger Henrik Dam Kristensen, der sammenlagt har siddet i Folketinget i ca. et kvart århundrede.

- Så du ser ikke det her som en fremstrakt hånd?

- Det er meget svært at gennemskue rækkevidden af det her. Jeg kan kun konkludere, at Uffe Elbæk tilsyneladende ønsker at Lars Løkke skal forsøge at danne regering.

- Så du savner stadig, at Elbæk klart melder ud, hvilken blok han tilhører?

- Ja, det gør jeg. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad han vil. Det er et helt nyt spil, jeg ikke har erfaring nok til at overskue.

102 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere