Ulovligt i dag: Simon Aggesen med i spekulant-trick

'Flyttepenge': Fra i år er det ulovligt for udlejere at tilbyde lejere penge for at flytte fra deres lejlighed

Den var ikke gået i dag.

Det ville i dag være ulovligt for Dansk Bibelskole at gå til Marcel de Sade med tilbuddet om at betale over 100.000 kroner - finansieret af Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K) - i såkaldte 'flyttepenge' for at slippe af med den mangeårige lejer.

De Sade havde i over 40 år boet i en herskabslejlighed på Frederiksberg Allé, som Aggesen købte og tjente over 11 mio. kroner skattefrit på.

Simon Aggesen pungede ud, for at Dansk Bibelskole kunne betale for at slippe af med Marcel de Sade. Foto: Philip Davali Dansk politik Ny afsløring: Betalte 100.000 kr. til legendarisk bedrager

Chefjurist i Lejernes Landsorganisation Anders Svendsen fortæller til Ekstra Bladet, at regeringens Blackstone-indgreb fra sommeren 2020 har gjort det ulovligt for spekulanter og udlejere at tilbyde lejere penge eller ydelser for at fraflytte deres lejemål, som det er sket i sagen med Marcel de Sade og Dansk Bibelskoles lejlighed.

- Det er godt for borgmesteren, at aftalen er blevet indgået inden 1. juli i år. Dér lukkede man nemlig muligheden for, at spekulanter og ejendomsinvestorer uopfordret kunne tilbyde lejerne penge for at flytte, forklarer chefjurist i Lejernes Landsorganisation Anders Svendsen.

Dansk politik Ny aftale griber ind over for boligspekulanter

- Det er en lov, hvor udlejere virkelig kan komme i klemme, siger Anders Svendsen.

Lovændringen kom i stand, fordi den forhadte kapitalfond Blackstone har for vane at bombardere lejere med breve, hvori de tilbyder lejere cool cash for at flytte. Brevene skaber ifølge LLO utryghed hos nogle af de beboere, Blackstone kontakter.

Juridiske problemer
Derfor kunne Dansk Bibelskole i dag være kommet i juridiske problemer på grund af skolens fremfærd over for Marcel de Sade.

Det var nemlig Dansk Bibelskole, der tilbød og betalte Marcel de Sade de over 100.000 kroner, som blev brugt på flytning til og indskud i den nye lejlighed på det indre Frederiksberg.

Ifølge chefjuristen opfordrer LLO fortsat til, at deres lejere får penge med fra lejemål, hvis udlejeren vil have dem ud.

Men ifølge den nye lovgivning må udlejeren ikke tage initiativet til det.

Særligt på Frederiksberg har Blackstone benyttet sig af pengegaver for at få lejere ud af lejemål, som kapitalfonden senere kunne slå seriøs mønt på gennem kortsigtet investering og frasalg.

Aggesen henviser i dag i en mail til, at det var Dansk Bibelskole, der overførte de øremærkede penge fra K-politikeren til Marcel de Sade.

'Det var Bibelskolen, der betalte en række udgifter for lejeren i forbindelse med fraflytning mv. I købsaftalen var det aftalt, at vi i tillæg til købesummen dækkede dokumenterede udgifter afholdt af Bibelskolen i forbindelse med lejers fraflytning. At udenlandske kapitalfonde ikke længere kan tvinge folk ufrivilligt ud af deres lejemål ved at tilbyde udokumenteret økonomisk kompensation, synes jeg er godt'.

Udvalgsformand: - Etisk angribeligt

Der skal kigges på Simon Aggesens boligkup og hans brug af viden fra Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Det mener formanden for Folketingets boligudvalg, Søren Egge Rasmussen (EL).

- Blackstone tilbød de her meget store beløb for at få de sidste lejere ud af en ejendom, så den nye ejer kunne lave en gennemgribende renovering af hele ejendommen og tjene kæmpe beløb. Det er godt, vi fik strammet op.

- Hvad tænker du om, at borgmesteren på Frederiksberg har siddet i By- og Miljøudvalget og været med til at tilbyde penge til en lejer sammen med udlejeren, for at lejeren skulle fraflytte?

- Han har måske ikke brudt loven dengang. Men etisk synes jeg godt nok, det er angribeligt, hvad han har haft gang i. Han har siddet via et politisk arbejde og fået en indsigt, som han så har brugt til egen vinding.

 

86 kommentarer
Vis kommentarer