Umage par: Nu gør LA det, som deres vælgere ville hade

Venstre, Liberal Alliance og De Konservative indgår valgforbund i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 2019

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) mente, at vælgerne ville hade et valgforbund. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) mente, at vælgerne ville hade et valgforbund. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Liberal Alliances vælgere 'ville hade det' ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), men nu gør partiet det alligevel.

Venstre, Liberal Alliance og De Konservative indgår et såkaldt valgforbund i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet i 2019, skriver partierne i en fælles pressemeddelelse.

Ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2014 stod LA alene uden et valgforbund. Det gjorde partiet, selvom ledelsen var klar over, det kunne koste op mod en procent af stemmerne, forklarede medlem af LA's daglige ledelse Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

- Hvis du ser på, hvordan vælgerne ville reagere, så tror jeg, det vil koste mere end det. Fordi vores vælgere ville hade det, sagde Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Altinget tilbage i 2014.

Kan være en fejl
LA fik ikke et mandat i Parlamentet i 2014, og den kolde skulder til vennerne i blå blok var måske en fejl, erkender landsformand Leif Mikkelsen i dag.

- Vi er gået i valgforbund for at forhindre stemmespild. Vi gjorde det ikke sidst og fik ingen valgt, så det kan være, at det var en fejl, siger Leif Mikkelsen.

- Sidst gjorde I det ikke, fordi jeres vælgere ville hade det, ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

- Det ved jeg ikke, hvor han har fra. Jeg har ikke fået nogle negative reaktioner, selvom jeg orienterede hovedbestyrelsen i går, så det tror jeg ikke, de hader.

- En ting er hovedbestyrelsen, men vælgerne er jo noget andet, og det kan jo være, at de mere EU-kritiske vælgere ikke vil have, at deres stemme går til de EU-positive V og K.

- Jeg tror gerne, de ser, at deres stemmer går til at få en LA'er valgt.

- Har I lavet analyser for, at jeres vælgere ville hade det sidst, men angiveligt ikke nu?

- Jeg har ikke været vidende om, at vores vælgere skulle hade det.

- Det var jo ikke hvem som helst, der sagde det sidst.

- Det er du nødt til at spørge ham om.

Får I smæk?
LA anbefalede sammen med DF og Enhedslisten et nej til afskaffelsen af retsforbeholdet i 2015, og generelt har partiet en mere EU-kritisk linje end de andre partier i valgforbundet.

- Du tror ikke, at I får smæk af vælgerne på grund af det her?

- Et valgforbund er et teknisk samarbejde for at optimere stemmerne. Det er jo ikke noget med at have en fælles EU-politik.

- De EU-kritiske stemme kan jo gå til EU-positive mandater for Venstre og De Konservative.

- Jeg tror, at du er i gang med at gøre det for indviklet. Vælgerne spekulerer ikke på, hvem der er i valgforbund med hvem, når de skal stemme,

- De ser på kandidaten og linjen i politikken. At man så optimerer, så der ikke er stemmespild, det, tror jeg, de er godt tilfreds med.

- Så jeres vælgere vil ikke hade det denne gang?

- Det er jeg overbevist om.

- Så må jeg jo høre Simon Emil Ammitzbøll-Bille, hvor han havde det fra sidst.

- Ja, det synes jeg, du skal spørge ham om.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, men det har indtil videre ikke været muligt. På Twitter kommenterer han dog det tidligere citat med to smileyer.

V og K jubler
Venstre og konservative jubler over valgforbundet.

- Jeg er glad for, at vores tre partier ikke kun står sammen i regering, men at vi nu også her står sammen, så vi sikrer et stærkt borgerligt liberalt fundament i Europa-Parlamentet, siger Claus Richter, Venstres partisekretær.

Det er vigtigt, at de borgerlige partier står sammen, mener Søren Vandsø, der er partisekretær hos De Konservative.

- Det gør vi i regeringen, og det er godt, at vi også nu har landet en aftale om valgforbundene.

- Det er jo ikke noget, der ændrer politikken i de enkelte partier, men det er godt, at vi sikrer flest mulige mandater til de borgerlige partier, siger Vandsø.

113 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere