Undrer sig: Hvorfor er der ingen danskere?

På et fly, der lettede fra Islamabad tirsdag aften, var der kun 15 personer ombord. Ingen af dem var danskere, og det undrer Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen

Udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen orienterede tirsdag ganske kort om den danske håndtering af krisen i Afghanistan.

14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark.

Det var de personer, der var ombord på et dansk evakueringsfly fra Afghanistan, som lettede fra Islamabad tirsdag aften. Men hvorfor var der ingen danskere på flyet?

Det spørgsmål undrer Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

- Vi hørte, at regeringen så sent som i går sagde, at de danske statsborgere og ikke mindst de mange, der har arbejdet for Danmark, skal ud først. Så forstår jeg bare ikke, hvorfor de ikke er på flyet, siger han.

At der ikke var flere på flyet, skyldes ifølge ministeriet, at operationen i øjeblikket er vanskelig.

- Det synes jeg er barokt. Vi er en situation, hvor Venstre og andre partier har sagt, at hvad end det koster, og hvad end det kræver, så er vi klar til at dække det, siger han.

- Det må aldrig være penge, der skal være afgørende for at få de danske statsborgere og de flere hundrede, der har hjulpet Danmark i mange år, ud af Kabul, siger Michael Aastrup Jensen til Ritzau.

 Michael Aastrup Jensen (V) under et tidligere møde i salen under ministrenes spørgetid i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Michael Aastrup Jensen (V) under et tidligere møde i salen under ministrenes spørgetid i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pakistan hjælper
Tirsdag aften bekræftede Udenrigsministeriet, at 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark var på vej fra Islamabad til København. Netop den pakistanske hovedstad fungerer som base for danskere i Afghanistan.

Flyet landede onsdag morgen i Danmark.

Foruden de ansatte på den danske ambassade skal Danmark også evakuere omkring 45 lokalt ansatte og deres familier.

Pakistans udenrigsminister, Shah Mahmood Qureshi, har skrevet på Twitter, at Pakistan 'faciliterer' evakueringen af 31 afghanere til Danmark.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), har bekræftet, at Pakistan hjælper med evakueringer fra Kabul. Han har dog afvist at gå i detaljer.

Statsministeriet har på Twitter delt en udtalelse fra Mette Frederiksen (S), hvor det bekræftes, at hun har talt med den pakistanske premierminister, Imran Khan.

- Har talt med premierminister Khan. Vi er taknemmelige over for Pakistans regering for deres meget værdifulde assistance med at facilitere transport af danske statsborgere og personel fra Kabul. Vi værdsætter denne ånd af samarbejde og god vilje dybt, siger statsministeren i udtalelsen.