Når statsministeren rejser til EU-topmøder i eksempelvis Bruxelles, kan Danmark få refunderet udgifter til både hotel og transport. Men det har Statsministeriet i årevis glemt. Og det har kostet statskassen et pænt millionbeløb.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse onsdag.
Beklagelig fejl
- Der er tale om en meget beklagelig administrativ fejl, der betyder, at man i en årrække ikke har ansøgt om den refusion, som man har været berettiget til, skriver afdelingschef for organisation og service i Statsministeriet Helene May Vibholt i meddelelsen.
Samlet har Statsministeriet glemt at bede om at få refunderet udgifter til både transport og hotel siden 2018. Og for hoteludgifter siden 2016.
- På den baggrund har Statsministeriet foretaget en gennemgang, der viser, at man kunne have søgt refusion for 4,2 millioner kroner i perioden 2016-2021, skriver Statsministeriet.
Lang næse
Via Udenrigsministeriet har Statsministeriet forsøgt at få de penge, man havde glemt at søge om. Men der har ikke været nogen kære mor hos regnedrengene i Bruxelles.
- EU har meddelt, at det ikke er muligt, da regnskaberne 2016-2021 er afsluttet, skriver Statsministeriet.
Der bliver dog lovet bod og bedring fra nu af, så Danmark ikke fremover skal betale for udgifter til statsministerens rejser til Bruxelles, som man kan få EU's kasser til.
- Der er nu indført en ny administrativ praksis, så det sikres, at der søges refusion for både transport og hotel for alle rejser til EU-topmøder, der er eller vil blive gennemført i 2022 og derefter, skriver Helene May Vibholt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Der er blevet uddelt næser til både Mette Frederiksen og Mogens Jensen, men betyder det overhovedet noget som helst? Lyt til ugens ekstraudgave af 'Ingen kommentarer' herunder eller i din podcast-app