Uro i Alternativet: Uffe må gå af

En tidligere spidskandidat og medlem af Alternativets politiske ledelse mener, at Uffe Elbæk bør træde tilbage som partiets leder før det kommende valg

Tidligere spidskandidat for Alternativet Kim Hyttel mener, at Uffe Elbæk gør gå af som politisk leder før det kommende valg. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Tidligere spidskandidat for Alternativet Kim Hyttel mener, at Uffe Elbæk gør gå af som politisk leder før det kommende valg. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Alternativet har kurs mod spærregrænsen oven på en række møgsager, og det bør få partiets politiske leder, Uffe Elbæk, til at trække sig fra posten før det kommende valg.

Sådan lyder det fra partiets spidskandidat i Sydjylland ved sidste valg, Kim Hyttel, der ligeledes har siddet i partiets politiske ledelse.

Over for Ekstra Bladet påpeger han, at møgsagerne - senest en tidligere kasserers mistanke om regnskabsrod - hver for sig har været udtryk for en 'manglende dømmekraft i ledelsen'. Om Uffe Elbæks rolle i partiet lyder det fra Kim Hyttel:

- Både udadtil og indadtil har Uffe som leder en afgørende betydning for partiet, men desværre viser han en komplet mangel på vilje til dialog omkring sin person.

- I min optik har han sat sin troværdighed og politiske kapital over styr, og ethvert håb om en parlamentarisk fremtid for Alternativet beror på, at han træder tilbage som politisk leder før valget. Vælgerne er simpelthen stået af på ham. Han er 'dead man walking', siger Kim Hyttel, der uden for det politiske arbejde har markeret sig som musikproducer for store navne som Kim Larsen, Sort Sol og Johnny Madsen.

Spil for galleriet
Hyttel, der fortsat er medlem af Alternativet, mener, at valget af Uffe Elbæk som statsministerkandidat blot 'har pustet yderligere til personkulten omkring ham'.

Den tidligere spidskandidat bemærker, at Alternativet profilerer sig på en total åbenhed, men 'den åbenhed ligner dog mere et spil for galleriet'.

- Dels fordi de reelle beslutninger ikke bliver taget på åbne gruppemøder, og dels fordi dokumentaren om Uffe i valgkampen er redigeret og konstrueret og kun yderligere tjener til at underbygge personkulten i stedet for dialogen og debatten.

Revner i fundamentet
Den dokumentar, som Kim Hyttel henviser til, er en føljeton på YouTube under overskriften 'Uffe mod magten', hvor et dokumentarhold en dag om ugen følger Uffe Elbæk i hans daglige arbejde på og uden for Christiansborg.

- Det er denne forberedte kampagne, der gør, at man ikke kan åbne op for en diskussion af hans lederskab, skønt der er tydelige revner i hans magtfundament, lyder det fra den tidligere spidskandidat.

Kim Hyttel peger i stedet på partiets beskæftigelsesordfører,Torsten Gejl, som en person, der vil kunne vende den nedadgående kurve som ny leder for Alternativet.

Ballade: Det er Elbæks personlige projekt

Kritikken fra Kim Hyttel kommer, efter at Alternativets top har været i massivt stormvejr på det seneste. Næstforperson og medlem af hovedbestyrelsen Vilhelm Stamp Nordahl Møller forlod partiet for få uger siden med en svada rettet mod Uffe Elbæk.

– Jeg oplevede desværre, at det pludselig mest af alt lignede et personligt projekt for Uffe Elbæk, og jeg er blevet alvorligt i tvivl om, hvorvidt han nogensinde har taget værdierne og medlemsdemokratiet alvorligt.

Også tidligere kasserer og hovedbestyrelsesmedlem Theis Krarup Hansen har forladt Alternativet.

’Jeg kan ikke længere stå inde for at bidrage til et projekt, der politisk ledes af folk, der udviser en fuldstændig mangel af forståelse for, hvor organisationen er i dag, tilsyneladende reelt sætter egne behov over Alternativets og fremtidens, og som udviser en eklatant mangel integritet og/eller kompetencer,’ skrev Theis Krarup Hansen på Facebook.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Folketingsmedlemmet Torsten Gejl svarer igen på Kim Hyttels kritik af Uffe Elbæk. Pr-foto
Folketingsmedlemmet Torsten Gejl svarer igen på Kim Hyttels kritik af Uffe Elbæk. Pr-foto
 

'Det er en gal mands værk'

Uffe Elbæk har ikke haft tid til at give et interview til Ekstra Bladet om kritikken. I stedet henviser partiets pressetjeneste til Torsten Gejl, som Kim Hyttel netop har peget på som sin foretrukne leder af Alternativet.

- Jeg synes, det lidt lyder som en gal mands værk, lyder Gejls respons på kritikken.

- I løbet af påsken har han kontaktet mig flere gange med den ene rablende konspiration efter den anden. Det er langt ude. Vi havde ikke haft Alternativet, hvis det ikke var for Uffe. Jeg har kendt ham meget længere end Kim, og jeg synes, at Uffe er en udmærket leder.

- Kritikken lyder meget som den, to tidligere medlemmer har rejst for nylig. Hvad siger du til substansen af kritikken?

- Jeg kan ikke genkende den. Uffe er en af dem, jeg kender, der er bedst til at uddelegere. Vi har fået Alternativet, fordi det er lykkedes ham at involvere alle os, som støtter ham.

- I har dårlige meningsmålinger, og den ene dårlige sag efter den anden rammer jer. Får det jer ikke til at sætte spørgsmålstegn ved, om partiet er drevet på den rette måde?

- Politiken havde den anden dag alle ti storkredse i partiet, som bakkede op om Uffe. Det synes jeg er enormt væsentligt, at alle dem, der skulle være utilfredse, bakker 100 procent op, siger Torsten Gejl.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kim Hyttel er ude med en hård kritik af Uffe Elbæk. Privatfoto
Kim Hyttel er ude med en hård kritik af Uffe Elbæk. Privatfoto
 

'Det lammer hele maskinen'

- Kim Hyttel, Uffe Elbæk er om nogen Alternativets fundament - vil det ikke være noget hovedløst at skifte ham ud på nuværende tidspunkt?

- Han er både partiets styrke og svaghed. Der er så meget centreret omkring ham, så når han laver fejlvalg, så lammer det hele maskinen, fordi der bliver brugt så meget energi på at dække op omkring de fejl. Jeg mener stadigvæk, at vi har brug for ham i partiet, fordi han har nogle kvaliteter, der er meget sjældne som inspirator og organisator. Men han har mistet sin troværdighed og politiske kapital. Jeg kan godt lide Uffe, men jeg kan bare se, at folk er stået af på ham.

- Har du overvejet, om du ikke selv skulle melde dig ud af partiet?

- Nej, fordi jeg kan ikke finde andre partier, der rammer mine punkter. Jeg har brug for et parti, som er helt fremme på klimasagen, på den sociale ulighed, og som samtidig er EU-venlige.

Alternativets møgsager

Møgsagerne begyndte for alvor at regne ned over Alternativet op til kommunalvalget i 2017.

Fremmedstyring og soloridt
Det kom frem, at en af partiets kandidater i København Stine Bardeleben Helles havde valgt at trække sig. I en intern mail kritiserede hun partiledelsens 'fremmedstyring' af lokalafdelingen i København. Desuden pegede hun på, at partiets spidskandidat i hovedstaden, Niko Grünfeld, var gået solo i sagen om det omdiskuterede boligbyggeri på Amager Fælled.

Krænkelser
Fem dage før kommunalvalget kunne Jyllands-Posten fortælle, at en krænkelsessag havde ramt Alternativet. Et ungt partimedlem havde efter en fest haft en grænseoverskridende oplevelse med en ældre medarbejder hos partiet på Christiansborg. Sagen førte til en overgrebsanklage, som blev meldt til politiet, men ifølge den anklagede blev der ikke rejst sigtelse. Den pågældende medarbejder blev fyret, men kort tid efter blev den vedkommende alligevel ansat i et projekt i udlandet.

Efterfølgende har Mathilde Boesen, der er tidligere næstforperson i partiet, stået frem og fortalt om krænkelsesagen. I Jyllands-Posten rettede hun en hård kritik af partiledelsens ageren.

– Selve håndteringen føltes som endnu et svigt, sagde hun til avisen.

Jyllands-Posten har desuden kunnet fortælle, at en anden ledende medarbejder i partiet havde  fået en skriftlig advarsel for at have optrådt i strid med partiets værdier.

Pik i slap tilstand
Jyllands-Posten kunne desuden berette, at ansatte i Alternativet var blevet opfordret af pressechef Magnus Haslebo til at sende billeder af deres 'pik i slap tilstand'. Opfordringen kom i en intern mail til partiets medarbejdere og folketingsgruppen. Billederne skulle bruges i forbindelse med en 100-års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, så partiet kunne give 'en lille fiffig collage'. Magnus Haslebo bemærkede, at partiets leder, Uffe Elbæk, 'selvfølgelig er med på idéen'

Fest på sexklub
Dagen før kommunalvalget frarådede gruppeformand René Gade sine kollegaer at deltage i en valgfest, som Alternativet i København skulle afholde. Festen skulle holdes på baren Monastic, der både kunne byde på en 'fuckswing' og 'dark room'.

Grünfelds dyre møbler
I oktober sidste år røg Alternativets kulturborgmester Niko Grünfeld ud i en møgsag, da Radio24syv afslørede, at han havde brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor med designermøbler. Blandt indkøbene var tre borde til 36.000 kroner, to bænke til 14.000 kroner og en specialdesignet daybed til 10.000 kroner. Grünfeld gik ellers til valg på en 'bæredygtig indkøbsordning' i kommunen, hvor der skulle tages 'sociale' og 'økonomiske' hensyn. Niko Grünfeld trak sig som borgmester oven på sagen.

173.790 kilometer i et flysæde
I løbet af tre år lykkedes det Alternativets daværende politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, at tilbagelægge mindst 173.790 kilometer i et flysæde. Det kunne bloggen Free Speech Blog fortælle. Om nogen har Alternativet ellers klimaet som en mærkesag.På Facebook erkendte Carolina Magdalene Maier da også, at hun havde fløjet for meget. Desuden har Ekstra Bladet kunnet afdække, at Uffe Elbæk ligeledes havde været en ivrig kunde hos luftfartsselskaberne.

Mistanke om regnskabsrod
Senest har Ekstra Bladet afsløret, at en mistanke om uregelmæssigheder i regnskaberne for Alternativets folketingsgruppe er blevet sag for myndighederne. Bag anmeldelsen til Folketingets øverste instans, Præsidiet, står den tidligere kasserer i partiet, Theis Krarup Hansen.

– Der er en problemstilling omkring rod i økonomien. Der er blevet udvekslet beløb mellem landsorganisationen og Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg. Det er ret nemt at se, at der ryger penge fra landsorganisationen til Christiansborg, men jeg har ikke kunnet få indblik i, hvad der så sker med dem derfra, forklarer han.

335 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere