'Usynlig ældreminister' under hård kritik

Medlemmer af Folketinget retter nu kritik mod sundheds- og ældreminister Magnus Heunickes manglende prioriteringer og fravær i debatten om ældreplejen. Sundheds- og ældreministeren vil ifølge ministeriet ikke afbryde sin ferie for at kommentere

Elses barnebarn Charlotte Ahm er dybt skuffet over, at Aarhus Kommune har gjort alt for at stoppe TV2-dokumentaren. Og alt for lidt for at hjælpe hendes farmor. Video/redigering: Ernst van Norde, Emma Svendsen

I går bragte Ekstra Bladet de skjulte optagelser af plejesvigt over for den 90-årige demenssyge Else på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, som Vestre Landsret i sidste uge forbød TV2 at vise.

I dag retter Folketingets medlemmer kritik af en 'usynlig' og 'fuldstændig fraværende' ældreminister, mens Magnus Heunicke selv ikke vil afbryde sin ferie på Bornholm for at kommentere på sagen.

- Nu popper der igen en sag op på ældreområdet, nemlig et gigantisk svigt af Else i Aarhus, og igen må vi konstatere, at ministeren er totalt fraværende, siger ældreordfører i Venstre, Jane Heitmann, til Ekstra Bladet.

- Det er under al kritik, at ministeren ikke stiller sig frem i forreste frontlinje og tager ansvar for de manglende prioriteringer på ældreområdet.

Fraværet taler for sig selv
Ekstra Bladet har blandt andre bragt flere artikler om de store udfordringer på ældreområdet og de konsekvenser, som coronakrisen har fået for beboere på plejehjem på baggrund af prioriteringer af tests og værnemidler, og de nye historier om svigt på plejehjem står endnu uden kommentar fra ministeren.

Jane Heitmann mener, at nu må være det rigtige tidspunkt for Magnus Heunicke at bryde tavsheden.

- Det er umådeligt trist, at vi står i en situation, hvor vi diskuterer tilsyn, værgemål, kompetencer blandt ansatte, pårørendes muligheder for at klage og andre dybt essentielle områder for de ældre, og den eneste, der ikke deltager, er ministeren, siger hun til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det taler jo for sig selv.

Video/redigering: TV2/Emma Svendsen

Vent til august
Dansk Folkepartis ældreordfører retter også kritik af ministeren.

- Jeg har i april stillet tre spørgsmål til ministeren vedrørende sagerne om omsorgssvigt i ældreplejen, men jeg fik at vide, at jeg skulle vente til august, fortæller hun til Ekstra Bladet mandag aften.

- Det er vores værktøj at stille spørgsmål, men med de svar, jeg har fået, ser jeg bare en usynlig ældreminister, tilføjer hun.

Artiklen fortsætter efter dette minde...

De usynlige ældreministre

Det er ikke første gang, at landets ældreminister bliver omtalt som usynlig.

I et interview med Ekstra Bladet i 2017 påtaler Astrid Krag (S) manglende lovforslag fra daværende Sundheds- og Ældreminister, Thyra Frank (LA), med ordene:

- Vi var mange, der glædede os over, at ældreområdet kunne få et løft med en decideret ældreminister. Men jeg er ikke den eneste, som er blevet skuffet over, hvor usynlig en ældreminister vi har. Og hvor få af de vigtige debatter, som er blevet løftet, siger Astrid Krag.

Dette på baggrund af et lovprogram, hvor det eneste punkt på dagsordenen var en redegørelse på ældreområdet fra Thyra Frank.

En redegørelse som Magnus Heunicke sammen med lovforslag vedrørende ældreområdet udlod i lovprogrammet i år.

Karina Adsbøll (DF) henviser til tre spørgsmål stillet til ældre- og sundhedsministeren i april, der vedrører plejehjemmet Kongsgården, hvor Magnus Heunicke bedes forholde sig til, hvorvidt der er foregået omsorgssvigt, samt beskrive omfanget.

'Spørgsmålet kan ikke besvares inden for fristen, da ministeriet afventer bidrag fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg vil besvare spørgsmålet snarest muligt og forventer at kunne gøre dette medio august 2020', lyder et skriftligt svar fra ministeren i juni.

Ekstra Bladet har henvendt sig til Styrelsen for Patientsikkerhed for at spørge ind til detaljerne i udarbejdelsen af bidraget.

De ønsker ikke at kommentere og henviser til ældreministeren.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få fat på Magnus Heunicke, der ifølge Sundheds- og Ældreministeriet ikke vil afbryde sin ferie.

Den eneste udmelding fra ministeren er på hans Instagram-profil, hvor han dagen efter Ekstra Bladets offentliggørelse af de skjulte optagelser deler et billede af sig selv, der spiser røget sild og rabarberkompot på Bornholm.

I et interview med TV 2 siger socialdemokratiets ældreordfører, Birgitte Vind, dog:

- Nu har vi løftet økonomien i kommunerne, og vi arbejder også på, om der kan laves en omskoling af ledige, så der kommer mere personale. Og så skal vi snakke med dem, der udfører arbejdet, for at finde ud af, hvor skoen trykker.

Video: TV2

129 kommentarer
Vis kommentarer