Utålmodig Skipper: Vi kunne have været færdige med finansloven

Enhedslistens politiske ordfører mener, at nogle lægger forhindringer i vejen for finanslovsaftale.

Det er en utålmodig Pernille Skipper, der fredag aften er mødt frem til forhandlinger om næste års finanslov i Finansministeriet.

Enhedslistens politiske ordfører skal lige som lederne af SF, De Radikale og Alternativet se på den endelige skitse til finansloven, som finansminister Nicolai Wammen (S) vil lægge frem på mødet.

Men efter en del ugers forhandlinger mener Pernille Skipper, at det er på høje tid at lande en aftale. Ja, faktisk undrer det hende, at det ikke allerede er sket.

- Der mangler ikke særlig meget. I det store hele ligger der en finanslov, og de store skitser er på plads. Det har de gjort i noget tid, for at være helt ærlig. Det kan nok undre lidt, at vi ikke er færdige, siger hun.

- Jeg kan forstå, at det, vi blandt andet skal snakke om i aften, er finansiering, og at der er nogle partier, som synes, at de finansieringstiltag, der ligger på bordet, åbenbart sender lidt for meget af regningen til dem, der i forvejen har meget og toppen af samfundet.

- Det må vi så tage en runde på. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten mener, det er rigtig vigtigt, at den finansiering, vi finder, er med til at sørge for, at vi for en gangs skyld mindsker uligheden i samfundet, siger hun.

Pernille Skipper afviser at deltage i en gætteleg om, at det er De Radikale, der stiller flest krav i forhandlingslokalet og er mest besværlige.

Torsdag var De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, til forhandlinger i over fire en halv time med Nicolai Wammen, mens de øvrige partiledere nøjedes med omkring 45 minutter hver.

- Det må I jo så gætte lidt på. Jeg kan sige, at vi er kommet rigtig langt, og vi skal passe på ikke at trevle strikketøjet op her til sidst, siger Pernille Skipper.

Spørgsmål: Er der risiko for det?

- Det må vi finde ud af derinde, siger hun.

Regeringen vil blandt andet hente 500 millioner kroner på at forlænge arbejdsgivernes sygedagpengebetaling, hvilket De Radikale er uenige i,

- Vi har foreslået, at man finansierer det ved at droppe den pulje til grænsekontrol, som var på regeringens finanslovsforslag.

- Så der er penge nok, hvis man er villig til at prioritere de reelle problemer i stedet for symbolpolitik, siger Morten Østergaard.

Mens Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, er usikker på, om en aftale kan blive indgået fredag aften, så er SF-formand Pia Olsen Dyhr klar til det, selv om der endnu "mangler noget".

- Blandt andet er SF optaget af at gøre noget for de ensomme ældre og handicappede børn, siger Pia Olsen Dyhr.

Finansminister Nicolai Wammen håber, at parterne kan blive enige "hurtigst muligt" om S-regeringens første finanslov.

- Alle har gode ønsker, og en af de store opgaver her til aften bliver at finde pengene til dem.

- Finansministeren har nogle cigarkasser med pengene, og dem skal vi nok også finde frem, inden vi er færdige, siger han.

185 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere