V-formand fra talerstolen: Regeringen har gjort krisen værre

Ellemann kritiserer regeringen for nølende og rodet håndtering af den økonomiske krise, som corona har ført med sig

Jakob Ellemann benyttede sin tid på talerstolen til at revse regeringen: Penge er blevet brugt uklogt. Video: Folketings TV via Ritzau

Efter kun ganske få minutter på Folketingets talerstol leverer Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, en skarp kritik af regeringens håndtering af coronakrisen.

- Danmark er midt i en økonomisk krise. Vi ved ikke, hvor dyb den bliver, men regeringen har gjort den værre, siger han.

- Genstarten af dansk økonomi har været nølende, genåbningen har været rodet. Et næsten dagligt lotteri med skiftende meldinger.

Han fremhæver rejsevejledninger og grænserestriktioner, som han mener er blevet ændret 'igen og igen'.

Jakob Ellemann-Jensen lægger også afstand til den aftale, som skal sætte gang i økonomien igen og udfase hjælpepakkerne.

Aftalen blev indgået af et bredt flertal af Folketingets partier - også Venstre er med - for godt en uge siden. Den indeholder blandt andet en aftale om at udbetale tre ud af fem uger af de indefrosne feriepenge.

Desuden får alle på overførselsindkomst udbetalt 1000 kroner.

- Det er mig ubegribeligt, at Socialdemokratiet gjorde det til en betingelse for, at danskerne kunne få udbetalt deres egne feriepenge, siger han.

Torsdag annoncerede udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at det nu igen er OK at rejse ud til en række lande, og regeringen indførte tilmed det, den kalder 'objektive kriterier' for, hvor vi må tage hen. Det blev Kofod en smule udfordret på. Video: Aleksander Klug.

702 kommentarer
Vis kommentarer