V og S skærer igennem: Vil slå regler for dansk pas fast

Efter DF har opsagt aftalen om indfødsret, vil V og S indgå forlig om reglerne for dansk statsborgerskab

Venstre og Socialdemokratiet ønsker at indgå et forlig om reglerne for at opnå dansk statsborgerskab.

Det gør indfødsretsordførerne fra de to partier klart under en debat i folketingssalen fredag, hvor Dansk Folkeparti har meldt sig ud af den eksisterende aftale om indfødsret.

- Jeg vil meget gerne kvittere for Venstres ønske om, at der skal være et bredt forlig om reglerne for statsborgerskab. Det har vi også efterlyst.

- Der skal være skarpe krav, men det er også rimeligt, at der kommer ro omkring de krav, siger indfødsretsordfører Astrid Krag (S) til Ritzau.

Fra talerstolen pointerer Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen, at "et forlig ville have den betydning, at zig-zag-kursen ville blive afskaffet".

DF's indfødsretsordfører, Christian Langballe, fastslår fredag fra Folketingets talerstol, at partiet ikke stemmer for L189 om tildeling af dansk statsborgerskab til 2710 personer.

- Det er nyt, at man opsiger en aftale fra Folketingets talerstol, siger Jan E. Jørgensen med henvisning til indfødsretsaftalen.

Flere af de øvrige partiers ordførere undrer sig ligesom V-ordføreren over, hvordan DF kan stemme nej til et lovforslag, der følger direkte af indfødsretsaftale, som partiet selv er med i.

Om aftalen siger Christian Langballe:

- Vi anerkender, at vi har indgået aftalen, men vi føler os ikke forpligtet af den mere. Og derfor stemmer vi nej.

- Det, vi indgik dengang, var ikke et forlig. Det var en stemmeaftale. Vi har ikke forpligtet os til at stemme for. Vi har tidligere stemt for i respekt for aftalen, og nu siger vi så, at målet er nået, og nu vil vi ikke stemme for mere.

Indfødsretsaftalen sætter reglerne for, hvilke krav man skal opfylde for at få det rødbedefarvede pas. Kravene skal være skrappe, men der skal også være ro og værdighed omkring at opnå statsborgerskab, mener Astrid Krag:

- Hvis vi kan indgå et forlig på området, har vi regler, der står for gældende.

- Det kræver jo et ret hårdt slid at kvalificere sig til at få tildelt statsborgerskab. Det tager mange år for de fleste at møde alle de krav, vi stiller.

Astrid Krag venter nu en invitation til forhandlinger om et forlig hos udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). Det samme gør Christian Langballe:

- Vores opfordring er, at regeringen inviterer til forhandlinger, hvor vi så ser på, om vi kan få strammet endnu mere op, siger han.

De Radikale håber, at nye forhandlinger vil gøre det muligt for partiet at få indflydelse. Partiet mener ikke, at de nuværende krav er rimelige.

Blandt andet stilles der krav om dansk på et niveau, der efter De Radikales mening er for højt.

- Jeg håber, at den her melding fra DF kan føre til nye forhandlinger. Så kommer vi meget gerne, siger indfødsretsordfører Lotte Rod (R).

- Det viser, at man ikke kan basere aftaler om indfødsret på Dansk Folkeparti, når de ikke er til at stole på, siger hun.

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere