V-politiker graver efter smuds på partifæller: 'Utroligt lavt niveau'

Ballade i Venstre: Folketingsmedlem skjulte sig bag byge af anonyme spørgsmål, da hun ville indlede smædekamagne og finde historier om frås mod partifæller i regionsråd (opdateret med sms-svar)

Jane Heitmann (V) forsøgte anonymt at grave efter frås hos partifæller. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Jane Heitmann (V) forsøgte anonymt at grave efter frås hos partifæller. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Der er vrede og forundring blandt flere af Venstres politikere i regionerne, efter at et medlem af Venstres folketingsgruppe anonymt har stillet en lang række spørgsmål, der kan ses som led i en smædekampagne mod dem.

Det er tale om sundhedsordfører Jane Heitmann, som under dække af anonymitet har forsøgt at snaske i en lang række af region-politikernes udgifter til eksempelvis taxa, forplejning, aviser og kontorindretning.

Det skriver Jyllands-Posten.

Artiklen afslører, hvordan Christiansborg-Venstre bevidst graver efter 'smuds' på politiske modstandere, hvilket ifølge formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), er en 'sørgelig tilgang'.

- Det når ned på et utroligt lavt niveau, supplerer Lone Sonnerup, gruppeformand for Venstre i Region Nordjylland, til avisen med henvisning til spørgsmålene.

Sagen er en del af den debat om regionernes fremtid, der har kørt i flere måneder. Som led i regeringens sundhedsudspil foreslås det, at regionerne nedlægges.

Midt i den debat blev der pludselig stillet 19 omfangsrige spørgsmål uden afsender til økonomi- og indenrigsministeren om alt fra rejser for regionspolitikere, lønninger, udgifter til taxakørsel og administration. Denne type spørgsmål til ministre bruges ofte til at føre kampagner mod politiske modstandere, men Venstre har som bekendt mere end hvert fjerde mandat i regionsrådene. 

Samtidig var der også spørgsmål, som skulle stemple den fremtrædende professor i sundhedsøkonomi ved SDU, Kjeld Møller Pedersen, som værende i lommen på Danske Regioner. 

Spørgsmålene var stillet anonymt, men det kom siden frem, at der var tale om Venstres egen sundhedsordfører i Folketinget, Jane Heitmann.

Det får en lang række af Venstres politikere til at undre sig.

- Det er vel for at sætte regionsrådene i miskredit, men det er en mærkelig facon at gøre det på. 

- Man kunne jo bare ringe rundt til sine partifæller i regionerne og spørge: Hvordan er kutymen hos jer i forhold til at bruge offentlige midler?, siger gruppeformand for Venstre i Region Sjælland Kirsten Devantier til Jyllands-Posten.

Ib Bjerregaard, formand for Venstres gruppe i Region Midtjylland, siger til avisen:

- Mine kritiske spørgsmål om regeringens reform går på, om kvaliteten bliver bedre af, at embedsmændene skal træffe beslutninger i stedet for politikerne. 

- De her spørgsmål handler om at fjerne fokus fra det, så man bagefter måske kan lave en sensationel overskrift om, at regionsrådsmedlemmerne fråser med pengene. Det er direkte forkasteligt.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) kalder det for en 'sørgelig tilgang'.

Da Jyllands-Posten kontaktede Jane Heitmann blev alle spørgsmålene dog pludseligt trukket tilbage, skriver avisen.

Jane Heitmann oplyser til Jyllands-Posten, at hun ikke har nogle kommentarer til artiklen.

Jane Heitmann indledte i 2014 et forhold til Venstres partisekretær Claus Richter. Venstres pressechef har dog kontaktet Ekstra Bladet og meddelt, at de to Venstre-profiler ikke længere danner par.

Opdatering: Det har ikke været muligt at få et interview med Jane Heitmann, der er på vinterferie i udlandet. Men i en sms skriver hun:

'Det er helt normalt, at der bliver stillet spørgsmål i udvalgene uden navn. Og alle udvalgsmedlemmer kan få at vide, hvem der har stillet spørgsmålene. Jeg har stillet spørgsmålene om regionernes drift og administration, fordi jeg har haft et ønske om at få konkret viden og et faktuelt grundlag at debattere ud fra. For mig har det været vigtigt at kunne forholde mig faktuelt til de spørgsmål om regionernes drift og administration, som jeg bliver mødt af til debatter rundt omkring. Vi ønsker jo at flytte penge fra netop administration og drift til eksempelvis ansættelse af mere sundhedsfagligt personale på sygehusene og i kommunale sundhedshuse over hele landet. Jeg har noteret mig, at spørgsmålene har vakt forundring og nogen har følt sig mistænkeliggjort. Det har naturligvis ikke været min hensigt. Derfor har jeg valgt at trække spørgsmålene'.

155 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen