V-politiker om bådflygtninge: 90 procent er velfærdsturister

Delte artikel Facebook som var skrevet af højre-ekstremist: - Jeg var nok for bombastisk, siger Thomas Bak, der også i sidste uge kom galt af sted med en flygtninge-opdatering

V-politikeren Thomas Bak skriver markante opdateringer om flygtninge på Facebook. Nogle gange går det for hurtigt, erkender han. Foto: Facebook
V-politikeren Thomas Bak skriver markante opdateringer om flygtninge på Facebook. Nogle gange går det for hurtigt, erkender han. Foto: Facebook

Justitsminister Søren Pind (V) er kendt for at være lynhurtig på aftrækkeren, når han spreder sine budskaber på Facebook og Twitter.

Men han har mødt sin overmand i partifællen Thomas Bak, der både er valgt til byrådet i Fredensborg og regionsrådet i Hovedstaden for Venstre.

’10 procent flygtninge og 90 procent velfærdsturister’, fastslog Thomas Bak på Facebook, da han 31. juli i år delte et link fra den norske hjemmeside frieord.no, som redigeres af en af Norges mest kendte højreekstremister.  (artiklen fortsætter under billedet)

 

Thomas Baks opdatering var illustreret af en overfyldt gummibåd i Middelhavet. Den blev slettet igen, men først efter en tidligere socialdemokratisk byråds-kandidat i en kommentar på Facebook undrede sig over, at Thomas Bak spredte et budskab fra en så højreradikal hjemmeside.

Blev landskendt
Thomas Bak fik sidste torsdag sit landspolitiske gennembrud, da han ligeledes på Facebook slog fast, at de asylansøgere - som lige nu kommer til Danmark - var de samme, som havde angrebet danske ambassader og brændt Dannebrog af for ti år siden. Den opdatering har han også slettet og undskyldt på Facebook og på tv2.dk.

- Men mener du, at 90 procent af bådflygtningene i Middelhavet er velfærdsturister?

- Er det lang tid siden, jeg skrev det?

- 31. juli i år – jeg har en kopi. Men mener du det, som du skrev?

- Det er væsentligt at skelne mellem reelle flygtninge og personer, der bare vil have bedre levevilkår. Uden at jeg kan sætte tal på om det er 90, 88 eller nul procent.

- Du skriver jo selv, at det er 90 procent?

- Jamen jeg har også slettet det igen. Jeg har måske været for bombastisk. Vi skal hjælpe flygtninge i nød og behandle dem pænt. Give dem mad. Mange er regulære flygtninge – men folk der under påskud af at være flygtninge kommer til Vesteuropa, dem vil jeg kalde velfærdsturister eller lykkeriddere. Der har jeg nok klumret lidt i det. Jeg har nok været for enøjet og kaldt dem alle sammen velfærdsturister.

Racerent Norge
Bag frieord.no står den norske nationalist Thorgrim Bredesen, der er tidligere leder i den omstridte nyreligiøse organisation Vigrid, som bl.a. er inspireret af den nordiske mytologi.

Organisationens grundlægger, Tore W. Tvedt, hylder Hitler og tilstræber et norsk samfund, som kun består af den ariske race. Han har kaldt nogle af Anders Behring Breivik holdninger for ’helt standard’.

Redaktøren af ’frieord’ Thorgrim Bredesen trådte i 2010 ud af Vigrid, men har fortsat markante race-ideologiske holdninger og er blandt andet brugt som taler ved arrangementer, hvor også Danskernes Parti har deltaget.

- Du har delt et link til frieord.no på Facebook. Deler du synspunkter og holdninger med Thorgrim Bredesen, som står bag hjemmesiden?

- Nej. Jeg har fundet ud af, hvem han er. Det vidste jeg ikke, da jeg lavede opdateringen. En byrådskollega gjorde mig opmærksom på, at han tilhørte et norsk højreradikalt miljø. Derfor slettede jeg det. Jeg var ikke klar over, at der de facto nok var tale om en norsk nynazist, forklarer Thomas Bak.

- Havde du ikke set på hjemmesiden, før du delte dens budskab?

- Nej, jeg havde læst den artikel, som han skrev. Og så er det først efterfølgende, at jeg finder ud af, hvor den stammer fra.

- Men hvordan opdagede du så artiklen?

- Jeg faldt selv over linket på Facebook.

- Og så skyndte du dig at dele det. Redaktøren Thorgrim Bredesen opfattes som kontroversiel. Han har været leder af Vigrid, som er en norsk nyreligiøs og nationalistisk organisation?

- Jeg kan godt mærke, at jeg har fået stukket til et eller andet. Efter jeg i sidste uge lavede en Facebook-opdatering – som kørte af sporet, og som jeg har undskyldt – så har jeg fået mange private henvendelser efterfølgende på Facebook, email og telefon. Fra personer som repræsenterer et miljø og nogle holdninger, som jeg ikke deler. Eksempelvis Dansk Samling og Dansk front og den type mennesker.

- Danskernes Parti har optrådt på samme konferencer og sommerlejre som Thorgrim Bredesen?

- Ja og det er mennesker, som jeg ikke vil have noget med at gøre.

- Bør man som politiker tænke sig om, inden man deler budskaber fra politiske hjemmesider?

- Det er nok læren af det her. Jeg har fået nogle dyrekøbte erfaringer efter debatten i sidste uge. Mit budskab fik jeg præsenteret ualmindeligt kluntet. Derfor vender jeg 180 grader og fuld tilbagetrækning.

- Også når det gælder de 90 procent velfærdsturister?

- Jeg finder ud af, hvem der står bag siden. Et norsk højreradikalt miljø. Og skynder mig at slette opdateringen. Dermed har jeg ikke forholdt mig til, om det, der står i artiklen, er rigtigt. Men alene kilden gør, at jeg sletter det.

 

1 af 2 En tidligere socialdemokratisk byråds-kandidat undrede sig over, at Thomas Bak delte artiklen uden at tjekke afsenderen.
2 af 2 V-politikeren Thomas Bak skriver markante opdateringer om flygtninge på Facebook. Nogle gange går det for hurtigt, erkender han. Foto: Facebook
173 kommentarer
Vis kommentarer