V: S skriver dækningsløs check om velfærd

S-plan minder om Haugaards "Medvind på cykelstierne", mener Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen

Socialdemokratiet lover velfærd til højre og venstre, men sender regningen ubetalt videre.

Det mener Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, om Socialdemokratiets plan, "Velfærd først", til kommunal- og regionsvalget.

- Jeg er glad for, at Jacob Haugaards politiske karriere ikke har været forgæves. Det minder lidt om "Medvind på cykelstierne" og "Bedre vejr", siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Nu har man præsenteret alle de gode ting, man vil. Alle de penge, man gerne vil bruge. Så venter jeg på bind II: Hvor skal pengene komme fra? Det svarer man ikke på. Det er en opremsning af generelle floskler.

I den nye plan "Velfærd først" vil Socialdemokratiet have bedre ældrepleje, flere almene boliger, opgør med parallelsamfund, bedre dagtilbud og bedre klimasikring af kyster.

- Det er jo ikke noget, nogen mennesker er uenige i. Så jeg venter på, at man gider bruge lidt tid på at blive bare en anelse konkret, siger Jakob Ellemann-Jensen.

S-formand Mette Frederiksen siger, at "fællesnævneren for alle fem regioner og 98 kommuner er velfærd".

Hun mener i planen, at regeringen vil "skære ned på velfærden" for at "få råd til at sænke skatten for dem, der i forvejen har mest".

Spørgsmål: Socialdemokratiet ser kommunalvalget nationalt. Hvordan ser du de 98 kommunale valg og fem regionale valg?

- Kommunal- og regionsrådsvalget handler om de ting, der er os aller nærmest: Børnepasning, ældrepleje, som fylder rigtig meget i hverdagen. Derfor er det lokale valg, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Det prøver Socialdemokraterne at gøre til et valg om topskattelettelser. Noget, vi i Venstre ikke har foreslået. Som ikke har med hverken kommuner eller regioner at gøre. Det kunne være, man også skulle lave en lokal plan.

Socialdemokratiet vil præge kommunalvalget med sin nationale dagsorden - velfærd versus skattelettelser - mener Venstres politiske ordfører.

- Venstre fører 98 og fem forskellige valgkampe. Alt efter de ting, der betyder noget for borgerne i de kommuner, hvor vores kandidater stiller op, siger Jakob Ellemann-Jensen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen