Våde sparemøder i fattigkommune: Tre gange på strandhotel

Selv om Slagelse Kommune varsler massivt underskud, så sidder de ikke på pengene, når de holder sparemøde. To gange på 31 dage blev der spist og drukket på borgernes regning

Et af møderne blev holdt her på Comwell Klaskovgaard i Korsør lige ud til vandet. Foto: Per Rasmussen
Et af møderne blev holdt her på Comwell Klaskovgaard i Korsør lige ud til vandet. Foto: Per Rasmussen

'Det skal drikkes væk'.

Sådan lyder et godt gammeldags ordsprog, hvis det virkelig står trægt til, og det har politikerne i byrådet i Slagelse Kommune tilsyneladende taget til sig.

Selvom Slagelse Kommune i 2018 var blandt landets fattigste kommuner, de i 2019 forventer et underskud på 124 millioner og der er varslet massive besparelser, så holder politikerne sig ikke tilbage.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i kommunens sparemøder i 2019 og her fremgår det, at politikerne har skyllet de røde tal ned med vin og øl. Masser af rødvin.

Byrådspolitikerne med borgmester John Dyrby Paulsen (S) i spidsen holdt sparemøde på strandhoteller i lokalområdet tre gange og sammenlagt brugt 241.610 kroner og 65 øre.

Derudover er der sammenlagt blevet drukket 56 flasker vin, 42 fadøl, 105 øl og fire glas vin. Pris for skatteborgerne: 14.607 kroner alene på alkohol.

Så meget blev drukket på de forskellige møder:

25. januar 2019 - 30 deltagere: på Kobæk Strand:
22 flasker vin og 64 øl - pris: 4841 kroner

4, September 2019 - 38 deltagere på Comwell Klarskovgaard:
12 flasker økovin, fire glas vin, 32 store fadøl, ni små fadøl og syv almindelige flaskeøl - pris: 5537 kroner

4. Oktober 2019 -  44 deltagere på Kobæk Strand:
22 flasker vin, en fadøl og 34 øl - pris: 4229 kroner

I alt:
56 flasker vin, 42 fadøl, 105 øl og fire glas vin: 14.607 kroner

To gange på 30 dage
Særligt i efteråret fik byrådspolitikerne oplevet nærområdets hotellet indefra, og borgerens penge brugt på møder på strandhotel to gange. Første gang 4. september, hvor det årlige budgetmøde blev afholdt.

Men det var ikke nok. 31 dage senere gik turen igen til stranden for byrådet i Slagelse.

Ekstra Bladet har talt med borgmester John Dyrby, der fortæller, at det kan være en god investering.

- Nogle gange kommer der faktisk meget godt ud af, at vi er sammen. Vi benytter tiden også om aftenen til at indlæg, drøftelser, behandling og forhandlinger. Så det er en ret godt investering, men tre gange var for meget, siger John Dyrby Paulsen.

Ifølge Social og -Indenrigsministeriets tilskudsbog er Slagelse Kommune blandt de fattigste kommuner i landet, hvad angår den strukturelle balance.

Den beskriver forskellen mellem skatteindtæger og udgifter pr. indbygger i kommunen, og her ligger Slagelse Kommune nummer 83 ud af 98 med en minus på 24.038 pr. indbygger.

Derudover skal der i 2020 spares 18,5 millioner på handicap og psykiatri, 7,5 millioner på det særlige område for børn og unge og 20 millioner på social- og beskæftigelsesområdet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

John Dyrby blev ny borgmester i Slagelse i 2017, men måtte dele tjansen med Villum Christensen, der skulle tage over efter to år. Den aftale blev dog senere droppet. Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
John Dyrby blev ny borgmester i Slagelse i 2017, men måtte dele tjansen med Villum Christensen, der skulle tage over efter to år. Den aftale blev dog senere droppet. Foto: Lars Krabbe/Ritzau Scanpix
 

Dropper møderne

Dropper møderne
Set i bagklogskabens klare lys kan borgmesteren godt se, at to budgetmøder på så kort tid, måske ikke var jordens bedste ide.

- Hvorfor vælger I at tage på budgetseminar to gange så tæt på hinanden?'

- Sidste år var en meget speciel situation, fordi det hele var forsinket grundet valget, så vi valgte at holde to. Men set i bagklogskabens klare lys, så var der måske ikke behov for det, og bagefter er der nogen, der har sagt 'hov, John, var det nødvendigt?'. Det må jeg sgu give dem ret i, og derfor har vi fremadrettet kun et budgetseminar med overnatning. Samtidig har vi valgt at skrotte de budgetseminarer, som vi altid har haft i januar, siger John Dyrby Paulsen til Ekstra Bladet.

- Nu kan jeg se, at I regner med et stort millionunderskud i 2020. Hvad tænker du om det signal, I sender til borgerne i Slagelse Kommune, når I bruger en masse penge på sparemøder?

- Det er faktisk ikke sparemøder. Jeg har gjort det meget klart, at hvis vi ikke kan håndtere sparevinklen i den løbende dialog, så er vi ikke vores opgave voksen. Sådan har det traditionelt været, men det handler lige så meget om, hvordan vi udvikler vores kommune. Der er ikke meget energi i at sætte sig ned på et møde og finde en masse besparelser. Men selvfølgelig handler det også om at lægge et budget, og vi har et underskud i budgettet, men det har vi kun, fordi vi har puttet nogle penge i kassen fra 2018 og 2019, og dem tager vi op ad kassen i 2020, siger John Dyrby Paulsen.

- Tilbage til signalet til borgerne. Hvad tænker du om det?

- I virkeligheden kommer der meget godt ud af at holde de her møder. Indimellem. Men hvis jeg ser tilbage på 2019, så var tre møder for meget.

En del af dansk kultur
- Kunne de 240.000 kroner ikke være brugt bedre i kommunen?

- Havde det været nødvendigt at holde to budgetseminarer i efteråret i 2019 og et i januar? Nej. Jeg synes ikke, at det har været nødvendigt, og derfor har vi også droppet det. Jeg kan sagtens forstå, at nogen undrer sig over, hvad vi bruger alt den tid på, men det har vi også taget konsekvensen af nu, siger John Dyrby Paulsen

- I drikker også en del vin og øl, men det er også i programmet, at I forhandler i løbet af aftenen. Hvordan hænger det sammen?

- Det er faktisk ikke mit indtryk, at der bliver drukket så meget. Da jeg tiltrådte som borgmester, lavede jeg restriktioner. Der måtte man drikke to genstande pr. person. Punktum. Men det blev noget mærkeligt noget. Det er vin og øl, og jeg har ikke mit indtryk af, at det er vildt og voldsomt. Det er vel også en del af dansk kultur, at hvis man gerne vil have en øl eller et glas vin, så får man det.

- Så I er ikke berusede, når I sidder og forhandler?

- Nej. Det dur ikke.

- Men jeg kan se, at I eksempelvis var 30 i januar og drak 22 flakser vin?

- Nej, fordi det er ikke alle, der overnatter, så mange tager beslutningen om at køre hjem, hvis de bor tæt på. Vi betaler for et antal overnatninger og for spisning, men nogle gange bliver det anderledes, fordi vi med kort varsel inviterer nogle ekstra mennesker. Hvordan de afregner det? Det aner jeg simpelthen ikke, siger John Dyrby Paulsen.

Ekspert: Ingen faste regler
Ekstra Bladet har tidligere talt med Frederik Waage, der professor med speciale i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

Og ifølge ham findes der ikke lovregler for, hvor meget kommunalpolitikere må bruge, når de holder budgetseminarer på eksempelvis spahoteller.

Bilag fra Slagelse Kommune

1 af 8 
2 af 8 
3 af 8 
4 af 8 
5 af 8 
6 af 8 
7 af 8 
8 af 8 

321 kommentarer
Vis kommentarer