Valgfusk på Vestegnen

Socialdemokratiet må afvise mange nye medlemskaber, fordi de nyindmeldte ikke vil identificere sig. Dramatisk internt opgør afgøres i slutningen af november. Borgmesterposten er på spil

Ole Bjørstorp til højbords i byrådssalen. Hans lokalområde er nu under oberservation, fordi mange partiindmeldelser fremstår falske inden dramatisk afstemning. Arkivfoto: Stine Tidsvilde
Ole Bjørstorp til højbords i byrådssalen. Hans lokalområde er nu under oberservation, fordi mange partiindmeldelser fremstår falske inden dramatisk afstemning. Arkivfoto: Stine Tidsvilde

Et dramatisk kampvalg bliver gennemført i november i Socialdemokratiet i Ishøj

Tre kandidater - herunder borgmester Ole Bjørstorp, som Ekstra Bladet har afsløret i fusk med sin borgmesterbil - kæmper om titlen som spidskandidat frem mod kommunalvalget om et år.

Men der er ugler i mosen på Vestegnen.

De nye medlemmer vælter bogstavelig talt ind i Ishøj-kredsen. Det viser en medlemsopgørelse, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

Men ikke alle, der forsøger at blive medlem af den socialdemokratiske butik, har rent mel i posen.

Uregelmæssigheder
Adskillige af de nyoprettede medlemmer svarer nemlig ikke, når partiet forsøger at få deres identitet endeligt bekræftet ved personlig henvendelse.

Det oplyser Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen.

- Ud af de mange nye medlemskaber fra Ishøj har vi oplevet nogle uregelmæssigheder i forbindelse med en del af oprettelserne, siger han.

- Det er sådan med GDPR-reglerne, at folk skal give samtykke. Vi ser nogle ting i forhold til det. Når vi har set det, tager vi kontakt til vedkommende for at få bekræftet deres ønske om medlemskab. Når det ikke har været muligt, har vi stoppet indmeldelsesprocessen

- Hvordan tolker du de her uregelmæssigheder?

- Jeg vil ikke motivfortolke på det her. Jeg kan bare konstatere, at der har været nogle uregelmæssigheder. Når vi ikke har kunnet få vedkommende til at bekræfte deres ønske om medlemskab, så har vi selvfølgelig stoppet indmeldelsesprocessen.

Jan Juul Christensen har uden det store held forsøgt at optræde som problemknuser blandt partifællerne i Ishøj, hvor byrådets socialdemokrater står stejlt over for hinanden. Arkivfoto: René Schütze
Jan Juul Christensen har uden det store held forsøgt at optræde som problemknuser blandt partifællerne i Ishøj, hvor byrådets socialdemokrater står stejlt over for hinanden. Arkivfoto: René Schütze
 

Mette Frederiksen på besøg i den socialdemokratiske højborg og Bilka under valgkampen i 2019. En rundtur i Ishøj Bycenter, hvor rådhuset også har til huse, er et fast indslag på socialdemokratiske formænds valgturné. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
Mette Frederiksen på besøg i den socialdemokratiske højborg og Bilka under valgkampen i 2019. En rundtur i Ishøj Bycenter, hvor rådhuset også har til huse, er et fast indslag på socialdemokratiske formænds valgturné. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen
 

- Vil du oplyse, hvor stor en andel af de nye indmeldelser det drejer sig om?

- Nej, det vil jeg ikke, siger Jan Juul.

Partisekretæren forklarer, at det er normalt at se en stigning i antallet af nye medlemmer, når et kampvalg er på trapperne i en lokalforening. Men udviklingen i Ishøj er alligevel ud over det sædvanlige.

- Det seneste har været mere end normalt, konstaterer partisekretæren.

Som det fremgår af denne interne opgørelse, stikker indmeldelserne helt af i Ishøj sammenlignet med resten af landets kredse.

 

Indmeldelserne i Ishøj overstråler alle andre steder i landet, viser interne socialdemokratiske tal.
Indmeldelserne i Ishøj overstråler alle andre steder i landet, viser interne socialdemokratiske tal.

Medlemmerne vælter ind i Ishøj

De seneste uger har Ishøj-kredsen tegnet sig for en sig for en meget stor andel af nyindmeldelserne i landets største parti, Socialdemokratiet.

Herunder antallet af nye medlemmer i Ishøj de seneste seks uger.

Tallene i parentes er det total antal nye S-medlemmer.

I kursiv nummer to på topscorerlisten de respektive uger.

  • 29, (67), Glostrup og Dragør: 3
  • 24, (82), Herning og Fredericia: 3
  • 16, (72), Kolding Nord: 6
  • 26, (65), Kolding Nord, Helsingør Centrum, Brøndbyøster og Brøndby Stand: 2
  • 45, (77), Dragør: 3
  • 11, (45), Dragør: 3

Kilde: Intern socialdemokratisk kommunikation

Bilborgmester i overlevelseskamp: Nu tre bejlere

Ole Bjørstorp kæmper imod to kvinder om spidskandidaturet til næste års kommunalvalg: tidligere gruppeformand Merete Amdisen og byrådsmedlem Annelise Madsen.

Sidstnævnte meldte sig overraskende ind i kampen i september. Hun er medlem af byrådet og mest af alt kendt i lokalområdet, fordi hun er datter af den tidligere borgmester Per Madsen, der regerede Ishøj i 26 år frem til 2001.

- Engagementet ligger jo nok lidt i dna'et, siger hun til Sjællandske Nyheder.

De to andre kandidater, Ole Bjørstorp og Merete Amdisen, har siden december bejlet til posten. Her meldte Merete Amdisen sig på banen efter en intern magtkamp.

Internt i Socialdemokratiet forventede mange, at 74-årige Ole Bjørstorp efter knap to årtier ville overlade posten inden valget næste år.

S-folk med stor magt
Men han skal ingen steder, hvis det står til ham selv. Bykongen forsøger at genvinde retten til borgmesterkontoret med de store skrå panoramavinduer i 70'er-byggeriet i Ishøj Bycenter trods en bred kritik af hans embedsførelse.

Senest er han kommet i modvind, fordi han ville gennemføre både borgermøde og høstfest midt i pandemien. Begge blev først aflyst i 11. time efter massive borgerprotester.

Tidligere i år har Ekstra Bladet afsløret, at han kørte stik imod reglerne i kommunens bil. En afgørelse fra Ankestyrelsen er stadig undervejs.

- Jan Juul Christensen, hvem ser I i partiledelsen helst som spidskandidat ved kommunalvalget til november 2021?

- Det overlader vi til medlemmerne i Ishøj, lyder det fra partisekretæren.

Socialdemokratiet har siden 1985 haft absolut flertal i Ishøj byråd. Derfor bliver vinderen af spidskandidat-afstemningen med al sandsynlighed borgmester.

Og det er de lokale socialdemokrater sig fuldt bevidst.

Mæglere fra ledelsen
Partiledelsen ved Jan Juul Christensen og den tidligere Roskilde-borgmester Poul Lindor Nielsen har måttet agere mæglere imellem fraktionerne i den splittede byrådsgruppe. Men uden det store held.

Lokalformand Henning Bjerre fortæller TV2 Lorry om en kaotisk generalforsamling i september.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. På et tidspunkt blev der skabt så meget drama om dirigenten, at han valgte at gå, fortæller han.

Resultatet af den interne afstemning bliver præsenteret 24. november.

42 kommentarer
Vis kommentarer