Vandfly til døren: Politikerne giver sig selv fed fryns

Du betaler til lands, til vands og i luften: Folketinget betaler også billetten, når MF'er tager den dyre vandflyver til Aarhus. Politikerne har selv bedt om det

Vandflyveren har fløjet mellem København og Aarhus siden 2016. Blandt andet tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen har kæmpet en hård kamp for dens overlevelse. Foto: Finn Frandsen
Vandflyveren har fløjet mellem København og Aarhus siden 2016. Blandt andet tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen har kæmpet en hård kamp for dens overlevelse. Foto: Finn Frandsen

Folketingspolitikerne har givet sig selv endnu mere dyr fryns på skatteborgernes regning, end deres i forvejen lukrative transportforhold åbner for.

Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at folketingsmedlemmer - som i forvejen nyder gratis bus- og togtransport, indenrigsfly fra Kastrup og kørselsgodtgørelse fra hjemmet til Christiansborg - også har bedt om at få den dyre vandflyver på ruten mellem Aarhus Havn og Langelinie i København ind i transportordningen.

Vandflyveren lægger til kaj blot en kort taxa- eller slentretur langs havnen fra Christiansborg.

Det fremgår af Folketingets materiale om transportgodtgørelse til nyvalgte medlemmer, at offentlig transport dækkes mellem hjemmet og Christiansborg samt i forbindelse med politiske møder i både ind- og udland.

Her understreges det:

'Folketinget anser desuden vandflyveren mellem København og Aarhus for offentlig transport.'

Fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, lyder det, at ordningen benyttes mere end en gang om ugen i snit.

- Vandflyveren er en mulighed på linje med anden indenrigsflyvning, hvis et medlem vurderer, at det er den bedste transportform i forhold til arbejdsdag og møder. Det er ikke mit indtryk, at vandflyveren er meget brugt i forhold til andre transportmuligheder. I 2017 var der i størrelsesordenen 60-70 flyvninger med vandflyveren, skriver Dam Kristensen til Ekstra Bladet. 

Dyr fornøjelse

Vandflyveren mellem Aarhus og København er en dyr fornøjelse. I mange tilfælde op til dobbelt så dyr som almindelig indenrigsfly.

Herunder ses prisen på en returbillet med hhv. vandflyveren og SAS mellem København og Aarhus

Vandflyveren: Københavns havn - Aarhus havn t/r: 3794 kroner

SAS: Københavns lufthavn - Aarhus lufthavn t/r: 1915 kroner

Begge billetter er søgt med en uges varsel til afrejse morgen og hjemrejse aften på en hverdag på hhv. SAS' og Nordic Seaplanes hjemmeside.

 

Politikerne bad selv om det
Folketinget oplyser til Ekstra Bladet, at det er politikerne selv, der har banet vejen for brugen af vandflyveren.

'Det var Folketingets Administration, der udvidede rejsereglementet med vandflyveren efter ønske fra flere medlemmer,' udtaler Folketingets presseansvarlige, Claus Brask, i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få oplyst, hvilke folketingsmedlemmer der har bedt om at få vandflyveren med på MF'ernes omfattende transportordning. Det ønsker Folketingets administration dog ikke at afsløre.

'Vi vil ikke oplyse navnene på dem, der har ønsket at inkludere vandflyveren som transportform. Som medlem skal man kunne rette henvendelse til administrationen, uden at henvendelsen går videre til pressen,' skriver Claus Brask.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

MF'er: Vi flyver fra vandet

Ekstra Bladet har spurgt flere politikere, der er valgt eller bor i Aarhus, om de bruger vandflyveren. Samt om de har bedt om at få den særlige rejseform ind under deres transportordning.

Venstres nye formand, Jakob Ellemann, har ikke stillet op til interview. I stedet har Venstre sendt gruppensætformand Karsten Lauritzen på banen. Han svarer dog ikke på, hvor ofte Ellemann, der er valgt i Aarhus, bruger vandflyveren, eller om han var blandt MF'erne, der efterspurgte ordningen.

'Der er lange afstande mellem landsdelene, og derfor er det nødvendigt at flyve for tidsmæssigt at kunne passe arbejdet på Christiansborg og nå møderne rundt om i Danmark - og selvom vi kan lovgive om meget på Christiansborg er vi ikke herre over Danmarks geografi. Folketingets transportregler er fælles for alle Folketingets medlemmer. Og dem følger vi selvfølgelig og mener i øvrigt er rimelige,' skriver Karsten Lauritzen bl.a.

Hos de radikale lyder beskeden mere klart, at leder Morten Østergaard indimellem flyver fra vandsiden.

'Morten Østergaard har ikke bedt om, at vandflyveren skulle blive af den betalte offentlige transport for politikere. Morten Østergaard kommer til Århus både med bil og tog og fly afhængig af program, og hvad han i øvrigt skal på vejen. Han har brugt vandflyveren til omtrent fem ture til Århus i år,' oplyser Radikale Venstres pressetjeneste.

Morten Østergaard. Foto: Jens Dresling
Morten Østergaard. Foto: Jens Dresling
 

Også det socialdemokratiske folketingsmedlem Jens Joel, der er valgt i Aarhus, bekræfter over for Ekstra Bladet, at han bruger vandflyveren. Dog sker det ifølge ham selv 'sjældent', da han oftest tager toget. Joel afviser ligeledes at være blandt det kor, der har bedt om ordningen.

Læs mere om politikernes hverdag, fra da Ekstra Bladet gav Josefine en dag som folketingsmedlem:

Se også: Josefines dag som folketingsmedlem: - Man skulle have været politiker

804 kommentarer
Vis kommentarer