Venstre: Alle indbrud skal efterforskes

Selv om politiet må prioritere, skal indbrud efterforskes, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen

olitiet er så presset af andre opgaver, at anmeldelser om indbrud bliver nedprioritet og dermed falder opklaringsprocenten (Arkivfoto: Colourbox)
olitiet er så presset af andre opgaver, at anmeldelser om indbrud bliver nedprioritet og dermed falder opklaringsprocenten (Arkivfoto: Colourbox)

Alle indbrud skal efterforskes, selv om politiet er presset og prioriterer indsatsen efter flygtningekrisen og terrorangrebet i februar i København.

Det mener Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen. Selvom indbrud i seks år er faldet kraftigt, er Danmark stadig det land i Europa, hvor færrest indbrud bliver opklaret, nemlig kun 6,7 procent. Norsk og svensk politi opklarer dobbelt så mange, skriver Berlingske.

- Antallet af indbrud i Danmark er faldet med 16 procent. Men vi skal have emnet på bordet i kommende forhandlinger om et politiforlig. Er der én ting, jeg vil fremhæve, er det, at hvert eneste indbrud skal efterforskes. Det er vores klare, klare udgangspunkt, siger Preben Bang Henriksen.

Ved finansloven forhandles et flerårigt politiforlig. Regeringen har afsat 1,7 milliarder kroner årligt i 2016-2019 til 'højt prioriterede områder' herunder politiet.

- Tiden, da betjenten fulgte ællingen over gaden ligesom på plakaten, er desværre overstået. Vi er naive, hvis vi ikke tror, at det tærer på politikorpset med (klimatopmødet i København) COP 15, terror og flygtninge, siger Preben Bang Henriksen.

Se også: Indbrudsager bliver syltet af presset politi

Bemandingen skal styrkes
Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er den lave opklaringsprocent udtryk for, at politiet mangler mandskab. Derfor vil partiet i forbindelse med forhandlingerne om finansloven stille krav om at øge bemandingen med 2000 betjente. Det vil kunne gøre en mærkbar forskel, mener Peter Skaarup ifølge Berlingske.

Venstres Preben Bang Henriksen er enig med Dansk Folkeparti i, at bemandingen skal styrkes, men det er ifølge ham for tidligt at sætte tal på:

- Jeg vil ikke kommentere Dansk Folkepartis udtalelser. Vi er helt på det rene med, at antallet af betjente skal styrkes. Jeg vil ikke sætte tal på før forhandlingerne. Men der er ingen tvivl om, at antallet af politibetjente bliver styrket, siger Preben Bang Henriksen.

Preben Bang henriksen vil uddanne flere betjente på Politiskolen, lade HK'ere og fængselsbetjente lave politiets kontorarbejde og andre opgaver, mens politiets administrative opgaver skal slankes, mener han.

S: Nødvendigt med flere ressourcer
Hos Socialdemokraterne ser man det som uforsvarligt, at politiet ikke har de nødvendige ressourcer til at prioritere indbrud.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at politiet skal nedprioritere indbrud. Det skal hurtigst muligt sikres, at der kommer flere ressourcer og mandetimer til politiet, så de kan forfølge relevante spor ved indbrud. Og det er altså Venstre, der har serveretten til det, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

- Før sommerferien lagde vi op til en massiv opprioritering af politiets ressourcer, og det sagde Venstre nej til den gang. Vi står selvfølgelig stadig fast på, at der skal flere ressourcer til politiet, siger hun.

Trine Bramsen mener ikke, at regeringens pulje på 1,7 milliarder nødvendigvis er nok til at give politiet det økonomiske skub, som de har brug for.

- Man skal huske, at der skal trækkes 600 millioner fra for at opretholde den eksisterende indsats, og for det andet, så er puljen jo ikke afsat til politiet alene. Så det er lidt snyd, når de siger, at der er 1,7 milliarder, lyder det fra Trine Bramsen.

72 kommentarer
Vis kommentarer