Venstre-bykonge træt af Tulle: DF-forslag er tæt på vanvid

Den magtfulde Herning-borgmester, Lars Krarup drømmer om regering mellem Venstre og Socialdemokratiet, siger han i nyt interview

Herningborgmester Lars Krarup (V) har ikke varme følelser for DF-leder Kristian Thulesen Dahl, som han tidligere beskyldte for at forpurre, at politiskolen kom til Herning. Foto: Gorm Branderup/Jakob Jørgensen/Ritzau Scanpix
Herningborgmester Lars Krarup (V) har ikke varme følelser for DF-leder Kristian Thulesen Dahl, som han tidligere beskyldte for at forpurre, at politiskolen kom til Herning. Foto: Gorm Branderup/Jakob Jørgensen/Ritzau Scanpix

Venstre skal tage flere opgør med sit støtteparti om udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti på mange punkter er 'langt ude'. På sigt bør Venstre i stedet danne regering med Socialdemokratiet og skrotte afhængigheden af DF, som er blevet et 'meningsmålingsparti'.

Det fastslår Hernings Venstre-borgmester Lars Krarup i et interview med Weekendavisen efter de kaotiske forhandlinger om skat og udlændinge hen over jul og nytår.

- Det blev meget voldsomt, at prisen for en skattepolitik, som var meget vigtig, pludselig blev, at man eksempelvis indfører udgangsforbud for unge indvandrere. Det er for mig at se tæt på vanvid, siger Lars Krarup om DF's forslag om at indføre udgangsforbud efter kl. 20 for unge mennesker under 18 år i ghettoområder.

Krarup er en af de helt tunge stemmer i Venstres jyske bagland - og partiet har 19 ud af 32 pladser i Hernings byråd. Allerede for et år siden opfordrede han til, at Venstre skulle løsne det tætte forhold til DF.

Nu skærper han budskabet i Weekendavisen. Hvis ikke DF og partiets leder Kristian Thulesen Dahl begynder at tage ansvar, eksempelvis ved at gå med i en borgerlig regering, så bør Venstre begynde at føre politik hen over den politiske midte.

Lars Krarup så gerne - om nogle år - en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet. Herningborgmesteren var en af Lars Løkke Rasmussens vigtigste støtter under formandsopgøret med Kristian Jensen i 2014 oven på tøjsagen, hvor Venstres formand havde købt tøj for 152.000 kroner på partiets regning.

Se også: Løkkes væbner sviner DF-toppen

DF er en trussel
Lars Krarup anser Dansk Folkeparti som en trussel mod den økonomiske vækst i Danmark, fordi partiet ikke vil gøre det nemmere for virksomhederne at importere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. I Herning-området skriger virksomhederne på arbejdskraft.

- Derfor er det afgørende, at vi kan få udenlandsk arbejdskraft til vores produktionsvirksomheder. Ellers stopper væksten i Danmark, siger han til Weekendavisen.

Krarup mener ikke, at regeringen absolut skal lave udlændingeaftaler med DF.

- Jeg synes, man skal lave en aftale med udgangspunkt i, at Danmark er åbent for dem, der kan og vil, og lukket for dem, der vil snyde. Det samme siger Mette Frederiksen ... man kan lave mange aftaler med DF på mange områder. Men i udlændingepolitikken kan jeg bare se mange eksempler på, at de er langt ude. Eksempelvis udgangsforbud for unge, siger han, der altså vil gøre op med det samarbejde, som Venstre og DF har haft siden 2001.

V og S burde finde sammen
Herningborgmesteren oplever, at der er stigende frustration i Venstres bagland over, at støttepartiet DF reelt blokerer for regeringens politik.

Da Pia Kjærsgaard var DF-formand optrådte partiet som et borgerlige parti, men det har ændret sig under Thulesen Dahl, mener Lars Krarup.

- Der er sket meget, siden Thulesen Dahl var formand for Fremskridtspartiets Ungdom og ville afskaffe indkomstskatten. Under ham er Dansk Folkeparti mere blevet et meningsmålingsparti end et borgerligt parti, siger Krarup til Weekendavisen og efterlyser altså mere ansvar fra Thulesen Dahl. DF-lederen har bl.a. givet finansminister Kristian Jensens manglende erfaring skylden for de kaotiske forhandlinger om finanslov, skat og udlændinge.

- Det er måske afgørende, at man snart siger til Dansk Folkeparti, at nu er tiden kommet til selv at tage ansvar i en regering. Ellers skal vi til at kigge en anden vej ... jeg synes, at Venstre og Socialdemokratiet burde finde sammen. Hvis man kunne kigge 5-8 år frem, ville det være et spændende politisk projekt at få prøvet af. Jeg er ikke så naiv at tro, at det kan lade sig gøre lige nu og her, siger han.

Ekstra Bladet prøver at få en kommentar fra Lars Krarup. DF's pressechef oplyser, at det ikke er muligt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl.

Det er ikke første gang, at Lars Krarup har været ude med riven efter DF. Forholdet til støttepartiet led et afgørende knæk efter forløbet om politiskolen, som var blevet lovet til Herning - men endte i Vejle.

Se også: DF'er i angreb på V-profil: - Sig mig engang er du på svampe?!

Se også: Lars Krarup opfordrer DF til at erkende fejl om politiskole

443 kommentarer
Vis kommentarer