Venstre erkender: Vi kender ikke forgyldt kontanthjælpspar

Inger Støjberg mener, familien på kontanthjælp med tre børn på 1, 5 og 10 år og 454.215 kroner i årsindtægt sandsynligvis findes

Inger Støjberg forsvarer Venstre kampagne med næb og klør (Foto: Polfoto)
Inger Støjberg forsvarer Venstre kampagne med næb og klør (Foto: Polfoto)

Venstre må lægge ryg til ikke så lidt grovkornede morsomheder.

Årsagen er en ny storstilet annoncekampagne, hvor årsindtægten for et forældrepar på kontanthjælp med tre børn på et, fem og ti år opgøres til 454.215 kroner.

Socialrådgivere og de røde modstandere på Christiansborg tøver ikke med at kalde tallet ’manipulation’ og ’groft vildledende’, fordi Venstre i regnestykket medregner ydelser som boligsikring og børnebidrag, der også tilfalder lavtlønnede arbejdende danskere.

Politiske ordfører, Inger Støjberg, indrømmer da også, at Venstre ikke vidste, om den forgyldte familie fandtes et sted i virkelighedens Danmark, da partiet indrykkede annoncerne.

Se også: Venstres tårnhøje tal til grin på Twitter

Se også: Vild debat: Se hvor meget en familie på kontanthjælp faktisk får

Se også: Løkke forsvarer udskældt kampagne

Beskæftigelsesministeriet oplyser her til aften over for Ritzau, at 1150 familier i Danmark kan matche Venstres eksempel.

Men oprindeligt er tallet altså kun opstået, fordi Venstre har spurgt Beskæftigelsesministeriet, hvor meget en sådan tænkt familie har i årlige offentlige ydelser.

– I ved altså ikke, at der sidder en familie derude med det her indtægtsgrundlag?

– Nej, men sandsynligheden er relativt stor, siger hun.

– Så det er tilfældigt, at I har spurgt til den her familiesammensætning?

– Vi spørger kontinuerligt til regneeksempler til brug i det daglige arbejde.

– I medregner en masse ydelser, som alle danskere - og ikke kun kontanthjælpsmodtagere - har adgang til. Hvorfor?

– Jeg har det sådan, at der skal være større forskel på at være på arbejde og ikke være på arbejde. Med de offentlige ydelser, man samlet set får, så er forskellen bare meget lille, som det er i dag. Det skal der ændres på, og derfor har vi regnet alle de ydelser med, som den her familietype får. Det var samme udgangspunkt, vi havde, da vi havde regeringsansvaret og indførte kontanthjælpsloftet. Det vil vi indføre igen. Samtidig vil vi lette skatten i bunden.

– Men du svarer ikke på, hvorfor I tager de her ydelser med, som alle danskere med lav løn har adgang til, i en kampagne, der handler om kontanthjælpsmodtagere?

– Der er den forskel, at de har lavtlønsjob, men arbejder, hvorimod de andre ikke er på arbejdsmarkedet. Jeg ønsker at gøre forskellen større på at være eller ikke være på arbejdsmarkedet.

– Er det ikke misvisende at skrive de her ydelser, som alle i princippet har adgang til, på lønchecken hos en kontanthjælpsmodtager?

– Det synes jeg ikke, det er. Det er de samlede offentlige ydelser, man får. Jeg ønsker at gøre forskellen på at være på og uden for arbejdsmarkedet større.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen