Venstre indkalder til krisemøde

Venstres forretningsudvalg skal vælge, om de støtter Ellemann eller Støjberg i melding om mulig rigsretssag

Venstre indkalder til krisemøde

Instrukskommissionen mod Inger Støjberg har ført til stor uro i Venstre. Ekstra Bladets politiske kommentator Joachim B. Olsen tror dog ikke på, at der kommer en rigsretssag mod næstformanden

Striden mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg udvikler sig eksplosivt.

Venstres forretningsudvalg er igen - med kort varsel - indkaldt til krise-møde. Det vil finde sted tirsdag klokken 19.00.

Det erfarer TV2, der skriver, at medlemmerne af udvalget på mødet skal tage stilling til, om de bakker op om V-formand Jakob Ellemann-Jensen eller næstformand Inger Støjberg.

Ekstra Bladet har fået bekræftet oplysningerne.

Ellemann har meldt ud, at Venstre vil bakke op om en mulig rigsretssag mod Støjberg, såfremt der findes grundlag for det. Inger Støjberg skrev mandag på Facebook, at hun er 'helt uenig' i den holdning.

Ingen ville give sig
Det er anden gang inden for kort tid, at forretningsudvalget mødes og diskuterer den interne strid mellem formand og næstformand. Sidste møde fandt sted søndag.

TV2 skriver, at der tidligere tirsdag har været forsøg på forsoning og nå 'fælles enighed' på et møde mellem Ellemann og Støjberg. Her har ingen parter dog været villig til at give sig, hvorfor forretningsudvalget nu altså er indkaldt til møde igen.

Også disse oplysninger har Ekstra Bladet fået bekræftet.

Ulovlig instruks
Sagen omhandler den instruks, som i februar 2016 blev udstedt af Udlændinge- og Integrationsministeriet med Inger Støjberg som minister. Den fik Udlændingestyrelsen til - i strid med loven - at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Instruksen blev i 2017 betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. En adskillelse ville nemlig kræve en individuel vurdering af hvert enkelt par.

Instruksen om at adskille asylpar var klart ulovlig, konkluderede også Instrukskommissionen i sin delberetning. Den kom tidligere i december.

Derudover blev det konkluderet, at Støjberg blev advaret om ulovligheden, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet.

Kommissionen har dog ikke fundet beviser for, at den daværende minister gav en direkte ordre om at bryde loven.