Politikernes løftede pegefingre dunker danskerne i nakken.
Hold coronareglene. Gør, som vi siger. Bliv hjemme. Det er liv og død.
Ikke desto mindre valgte Michael Aastrup Jensen, Venstres udenrigsordfører, at rejse til Dubai i begyndelsen af januar.
Han insisterer på, at rejsen havde relevans for hans embede som politiker.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Afslapning
Men samtidig erkender han, at kæresten, Anne-Mette Jensen, tog med til de varmere himmelstrøg.
- Det er rigtigt - hun var med for egne penge. Det har hun sagt ja til, at jeg gerne må sige. Hun var alligevel tvangslukket i sin butik - en skønhedsklinik i Randers, siger Michael Aastrup Jensen
- Vi mødtes sent om aftenen, når jeg var færdig med mine møder.
- Kan du godt selv se, at din rejse fremstår lidt anderledes end en arbejdstur, når du har din kæreste med?
- Nej. Hvis jeg har møder derhjemme fra morgen til aften, så mødes jeg også med hende om aftenen. Hun syntes, det kunne være spændende, at vi fløj sammen derned. Så kunne hun være dernede på afslapningsbasis, og vi kunne mødes om aftenen, siger han.
I bikinier
At stemningen var afslappet, bekræftes af billeder, som Anne-Mette Jensen har delt på Instagram. Kontoen blev i dag, fredag, lukket for offentlig adgang, efter Ekstra Bladet begyndte at vise interesse for rejsen.
På et billede står Anne-Mette Jensen, der i 2014 blev kåret til den smukkeste kvinde i Randers, i sort bikini i et højhus. I hendes lange, blonde hår sidder et par solbriller.
På et andet billede er bikinien hvid, og politikerens kæreste har angivet sin position på et skyskraber-hotel i ørkenbyen.
Fraråder alle ikke-nødvendige
Michael Aastrup Jensen oplyser, at han og kæresten rejste til Dubai 4. januar og var hjemme igen 9. januar.
På samme tidspunkt holdt danske kendisser træf i den arabiske oliestat - anført af Mikkel Kessler og Nicklas Bendtner.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har fordømt deres opførsel, fordi rejser risikerer at øge coronasmitten i Danmark og verden.
Da Aastrup og kæresten rejste til De Forenede Arabiske Emirater, var landet farvet orange, som i Udenrigsministeriets rejsevejledning forklares således:
'Hvis dit rejsemål er orange, bør du genoverveje, da vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige.'
Mens ordføreren var i Dubai, lukkede Udenrigsministeriet verden yderligere til rød. Det skete fredag 8. januar.
Ikke noget for Ekstra Bladet
Derfor afkortede Michael Aastrup Jensen og kæresten rejsen.
Han påpeger, at de var hjemme 9. januar inden klokken 17. Fra dette tidspunkt krævede myndighederne, at alle rejsende til Danmark kunne fremvise en negativ coronatest, inden de fløj.
- Vi var absolut hjemme, inden de nye restriktioner trådte i kraft. Jeg sidder selv i Udenrigspolitisk Nævn, hvor de her ting bliver offentliggjort, påpeger Michael Aastrup Jensen.
Da Ekstra Bladet vil vide, hvorfor rejsen var nødvendig, bliver han straks mere tavs.
V-politikeren vil kun fortælle, at han holdt møde med den danske generalkonsul i Dubai.
- Jeg deltog i forskellige møder, som jeg ikke behøver fortælle Ekstra Bladet om. Blandt andet et møde med den danske generalkonsul, konstaterer Michael Aastrup Jensen.
Myndighederne lukkede torsdag aften for flyrejser fra Dubai til København de næste fem dage, fordi man har modtaget oplysninger om snyd med de hurtigtests, som de rejsende får taget inden hjemrejsen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Udenrigsministeriet om smittede danskere: 'Bekymrende' sammenhæng
Mette Frederiksen med opsang til rejseglade kendisser: - Det er farligt