Venstre-mand: Holsts spindoktor truer mig

- Jeg er ikke voldelig, svarer forsvarsministerens spindoktor om anklage fra sønderjysk V-borgmester-kandidat

En fejde er brudt ud mellem forsvarsministerens spindoktor og en sønderjysk V-borgmester-kandidat. Foto: Finn Frandsen
En fejde er brudt ud mellem forsvarsministerens spindoktor og en sønderjysk V-borgmester-kandidat. Foto: Finn Frandsen

Sagen om forsvarsministerens omstridte spindoktor, Christian Ingemann Nielsen, har nu udviklet sig til en ophidset sønderjysk Venstre-fejde.

Ifølge Carl Holsts partifælle Peter Hansen, der er politisk ordfører for Venstre i Sønderborg, har han modtaget trusler fra en 'oprevet' Christian Ingemann Nielsen på grund af nogle udtalelser i Ekstra Bladet.

’Han var tydelig oprevet og truede mig med, at hvis jeg ikke inden for 24 timer dementerede, at han pyntede sig med lånte fjer, ville han anmelde mig til journalistforbundet (Har lidt svært at se hvad jeg har med dem at gøre.)', skriver Peter Hansen på Facebook.

Han var Venstres borgmesterkandidat i Sønderborg ved seneste kommunalvalg. Udtalelsen om, at Christian Ingemann pyntede sig med lånte fjer, hentydede til, at spindoktoren på sit cv har skrevet, at han havde været 'Carl Holsts p.a. (personlige assistent red.) og personlige presserådgiver.'

Se også: Ny mystik om Holsts spindoktor: Partifælle undrer sig

Carl Holst har dog gentagne gange afvist over for blandt andre Ekstra Bladet, at Christian Ingemann Nielsen har været hans personlige assistent.

Rejser nye spørgsmål i sagen
’Nå, men i dag kan jeg så se et visitkort fra hans tid i regionen. Og der står sørme, at han er personlig assistent for regionsrådsformanden.  Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg har beskyldt manden for at pynte sig. Men det rejser jo unægtelig nogle andre spørgsmål i forhold til sagen’, fortsætter Peter Hansen på Facebook.

Hvem lyver? Carl Holst eller visitkortet? Arkivfoto: René Schütze Dansk politik - 15. sep. 2015 - kl. 22:17 Visitkort afslører: Spindoktor var assistent for Holst

Han antyder dermed, at det så må være partifællen Carl Holst, som taler usandt om spindoktorens ansættelse i regionen.  (artiklen fortsætter under billedet)

 

Peter Hansen gentager på Facebook baggrunden for sin udtalelse til Ekstra Bladet:

’Jeg forklarede (til Ekstra Bladet, red.), at det måtte være spindoktoren, der pyntede sig med lånte fjer, når han mente, at han var personlig assistent og presserådgiver for Carl Holst, da han var ansat i regionen, da det ellers ikke gav mening med de andre udsagn'.

Jeg er ikke voldelig
Forsvarsministerens spindoktor Christian Ingemann bekræfter overfor Ekstra Bladet, at han har ringet til Peter Hansen.

- Truet ham har jeg nu ikke. Men jeg har sagt, at jeg vil opfordre ham til, at han inden for 24 timer på sin Facebook trækker sine udtalelser om, at jeg har pyntet mig med lånte fjer, i land, forklarer han.

- Hvad vil der ellers ske?

- Jamen truet ham, det har jeg godt nok ikke. Det ville jeg i så fald gerne have på bånd.

- Men hvis han skal dementere sin udtalelse inden for 24 timer, så lyder det da som en trussel?

- Det må han tage, som han vil. Han kan lade være med at gøre det, eller han kan gøre det. Men det er meget sjovt, at han har skrevet det på Facebook i stedet for at dementere det .

- Nu er det kommet frem, at der på dit visitkort fra regionen stod, at du var personlig assistent?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

- Men det, jeg spørger dig om vedrørende Peter Hansen, er jo til citat…

- Ja. Du må gerne skrive, at jeg har bedt ham om inden for 24 timer at trække sin udtalelse om, at jeg har pyntet mig med lånte fjer tilbage. Det står jeg ved.

- Men hvad sker der, hvis han ikke gør det?

- Det ved jeg ikke, men jeg har ikke truet ham. Jeg er nødt til at sætte en eller anden deadline. Det er jo ikke om tre år, han kan gøre det. Så det bør ske på hans facebook inden for 24 timer.

- Ok. Men så er det naturlig spørgsmål jo; Hvad sker der, hvis ikke han gør det?

- Det er jo det.

- Det vil du altså ikke sige. Men er det noget juridisk?

- Det må det være. Jeg er jo ikke voldelig.

- Men dit visitkort er nu kommet frem. Der står, at du var personlig assistent (for Carl Holst, red.)?

- Det vil jeg ikke kommentere. Jeg har ingen kommentarer til sagen, siger Christian Ingemann.

Han vil dermed ikke bidrage til at kaste lys over et af sagens store mysterier. Nemlig at det på den ene side fremgår af hans visitkort og cv, at han har været personlig assistent og rådgiver for Carl Holst i Region Syddanmark.

Og på den anden side fastholder hans chef, Carl Holst, at det ikke passer.

- Jeg kan bare sige, at Christian Ingemann ikke har været min personlige assistent, fastslog forsvarsministeren til Ekstra Bladet i lørdags.

Carl Holst forsikrer, at hans spindoktor ikke hjalp i valgkampen. Det viser sig nu, at han stod bag en række debatindlæg skrevet i Holsts navn. Polfoto Dansk politik - 15. sep. 2015 - kl. 14:59 Bombe under Holst: Spindoktor bag hans debatindlæg

107 kommentarer
Vis kommentarer