Venstre om skudt betjent: Upassende christianit-kommentar

Det er ikke politikernes skyld, når en kriminel skyder to betjente på Christiania, mener Venstre, som kræver opvågning hos christianitter

- Den almindelige christianit kan kun gøre to ting. Aktivt at tage afstand fra vold og hashsalg på Christiania, og i øvrigt byde politiet velkommen, når betjentene passer deres arbejde, siger Jakob Engel-Schmidt (V). Polfoto: Magnus Holm
- Den almindelige christianit kan kun gøre to ting. Aktivt at tage afstand fra vold og hashsalg på Christiania, og i øvrigt byde politiet velkommen, når betjentene passer deres arbejde, siger Jakob Engel-Schmidt (V). Polfoto: Magnus Holm

Christianias officielle kommentar til to nedskudte betjente er decideret 'upassende og udtryk for manglende pli'.

Det mener Venstremanden Jakob Engel-Schmidt, der sidder i retsudvalget på Christiansborg, fordi christianitternes talsmand Kirsten Larsen skyder skylden for de sårede betjente på politikerne.

- Jeg har svært ved fysisk at rumme den grad af ansvarsfralæggelse, som man viser her. Manglen på selvindsigt er i denne tragiske situation himmelråbende. Ansvaret er gerningsmandens, det er ikke politiet eller politikernes, siger Jakob Engel-Schmidt til Ekstra Bladet.

- Når en person med relation til hashhandel på Christiania skyder to betjente, så må man forvente, at det officielle Christiania tager afstand fra det, siger Jakob Engel-Schmidt.

Samme toner lyder fra justitsministeren på Facebook, som mener, at Christiania bør 'vågne op'.

- Man må afklare, om man er på retsstatens og politiets side - eller om man, stiltiende eller aktivt, står sammen med det kriminelle miljø, skriver Søren Pind (V).

Vidne hørte tre skud: - Han var helt bleg og blodig

Politikerne gider ikke
To betjente og en civil blev sent torsdag aften skudt i forbindelse med en anholdelse på fristadens berømte hashgade, Pusher Street. Den ene betjent blev ramt i hovedet og tilstanden er kritisk.

Den formodede gerningsmand er senere blev skudt og anholdt af politiet, som oplyser, at også hans tilstand er kritisk. Hele episoden er politikernes skyld, mener Kirsten Larsen fra Christianias pressegruppe.

- Politiet er gidsler i en dårlig og urealistisk politik. Det er politikerne, som ikke gider gøre noget og ikke gider at rokke sig. Og det er skidt for vores samfund, siger hun ifølge Ritzau.

Legalisér hash
Ifølge Kirsten Larsen er der kun én ting at gøre: At legalisere hashen.

- Det må være den eneste vej frem. Der vil altid være et stort marked for den vare, fordi der er rigtig mange, der bruger den, så det nytter ikke med mere forbud, mere kontrol og mere politi, siger hun.

Venstremanden mener ikke, at diskussionen om legalisering er aktuel i øjeblikket, og i stedet harcelerer han over christianittens kommentar.

- Den almindelige christianit kan kun gøre to ting. Aktivt at tage afstand fra vold og hashsalg på Christiania, og i øvrigt byde politiet velkommen, når betjentene passer deres arbejde.

- Er det ikke også det, som christianitter siger, hvis man spørger dem derude?

- Det synes jeg ikke, at Christianias pressegruppe siger i dag.

Efter menneskejagt: Efterlyst mand skudt af politiet

Med skudepisoden har de kriminelle i hashgaden for alvor overskredet grænsen, sagde politidirektøren ved Københavns Politi, Thorkild Fogde, tidligt torsdag morgen. Derfor er det ifølge politidirektøren 'tid til at lægge afstand til den organiserede kriminalitet og få de kriminelle presset ud'.

- Jeg er enig med politidirektøren, der mener, at christianitterne siger fra overfor bander og kriminelle, som bruger området til at sælge hash, siger Jakob Engel-Schmidt.

- Men skal familiefædre og mødre sige fra og jage hårdkogte kriminelle med våben ud?

- Det er vigtigt, at de mennesker, som repræsenterer det lovlydige Christiania siger fra overfor volden. Det er det mindste, som man kan forvente, og så skal politiet jage de kriminelle ud.

OVERBLIK: Her er alt om skyderiet på Christiania

S: Ryd op i egne rækker
Socialdemokraten og medlem af Folketinget Lars Aslan mener også, at det er tid til, at christianitterne får ryddet op. Han mener, at fristaden har 'udviklet sig til et gangstervælde, hvor pushere går rundt med masker, og hvor der hersker en ubehagelig stemning, hvor den der er stærkest bestemmer'.

'Så kære christianitter. Jeg synes det er fint at jeres sted findes i byen, på betingelse af at I spiller efter samme regler som resten af samfundet, samt at I får ryddet op i egne rækker- helst lige nu!' skriver Aslan på Facebook.

Pind: Projektet er fejlet
Justitsministeren mener på baggrund af skudepisoden, at forsøget på at normalisere Christiania er slået fejl.

- Det såkaldt fredelige Christiania er mislykkedes, og at en politimand ligger i livsfare på hospitalet, og at en kollega er såret, er fuldstændig uacceptabelt, siger Søren Pind til DR.

- Jeg vil så nødig sige noget firkantet, men der er nu sat et stort udråbstegn ud for den planlagte udvikling af Christiania. Vi kan tydeligt se, at den hidtidige udvikling ikke holder. Derfor bliver vi nødt til at have en diskussion om det. Men jeg er nødt til også at sætte mig ned med min politidirektør og høre, hvordan politiet ser på det, siger Søren Pind.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) håber, det er slut med at romantisere fristaden.

'Der er intet romantisk ved Christiania og narko- og voldskulturen derude og intet kan godtgøre den voldshandling vi oplevede i aftes', skriver Støjberg på Facebook.

Se optagelser fra nattens politiaktion omkring Christiania her. Video: Kenneth Meyer/Christian Ørtoft/Local Eyes

Menneskejagt i nat: Jagter farlig gerningsmand

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag