Venstre-profil i hårdt angreb på DF'er: 'Har aldrig i sit liv haft et ærligt arbejde'

Venstres Jan E. Jørgensen beskylder i ny bog DF's Kenneth Kristensen Berth for at være en levebrødspolitiker

Jan E. Jørgensen går i kødet på DF's Kenneth Kristensen Berth. Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix
Jan E. Jørgensen går i kødet på DF's Kenneth Kristensen Berth. Foto: Jacob Ehrbahn / Ritzau Scanpix

Der er kurre på tråden blandt vennerne i blå blok.

Dansk Folkeparti er støtteparti for regeringen, men regeringspartiet Venstres egen Jan E. Jørgensen kommer nu med et hårdt angreb på et medlem af støttepartiet.

DF's EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, er en 'levebrødspolitiker' ifølge Venstremanden i en ny bog 'En ægte liberal - Venstremanden, der ikke vil tie stille.

'Kenneth Kristensen Berth har aldrig i sit liv haft et ærligt arbejde', står der i bogen ifølge Weekendavisen.

'Han har levet af Dansk Folkeparti og kørt den snorlige vej gennem Dansk Folkepartis Ungdom og arbejdet i partiets sekretariat, og nu er han levebrødspolitiker, for at bruge en betegnelse, som jeg egentlig ikke selv bryder mig om', lyder det i bogen.

Går man ind på Kenneth Kristensen Berths Folketings-side, så står der da også kun job i Dansk Folkeparti under erhverv.

Kenneth Kristensen Berth har således været politisk assistent, politisk-økonomisk medarbejder og specialkonsulent i DF siden 2002.

Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
 

Det interne angreb i blå blok kommer angiveligt, fordi DF'eren beskyldte Jan E. Jørgensen for at være ligeglad med det negative ved globaliseringen. Det skyldes, at Venstremanden er advokat og derfor ikke risikerer arbejdsløshed, sagde Kenneth Kristensen Berth.

I den nye bog siger Venstre-profilen Jan E. Jørgensen også, at forskellen på Venstre og Dansk Folkepartis ideologier formentlige er for stor til et regeringssamarbejde.

Det går op imod Kristian Thulesen Dahl, som gerne vil i regering med Venstre, hvis DF bliver tilstrækkeligt store efter næste valg.

Ekstra Bladet arbejder på en kommentar fra Kenneth Kristensen Berth og Jan E. Jørgensen.

1170 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere