Venstre-profil: Støjberg skal være næstformand

Karsten Lauritzen melder nu klart ud om hans favorit til næstformand-posten

Diskussionen om Støjberg som næstformand er blevet aktuel efter Venstres dramatiske weekend, hvor både Lars Løkke og Kristian Jensen trak sig. Få et overblik her. Video/redigering: Ernst van Norde/Signe Skov.

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen mener, at Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg bør blive henholdsvis formand og næstformand for Venstre.

Det siger han til Politiken.

- At næstformanden skal hedde Inger Støjberg, handler om at kunne lave et godt team, siger Karsten Lauritzen i et interview i Politiken.

Karsten Lauritzen blev ved den nylige konstituering udnævnt til forsvarsordfører. Han siger dog i interviewet med Politiken, at han gerne vil være gruppeformand for folketingsgruppen.

Det er dog en opgave for den kommende ledelse at fordele den post, understreger han.

Ifølge Politiken var Karsten Lauritzen en prominent støtte af Kristian Jensen, der i weekenden annoncerede, at han stopper som næstformand. Det er også Kristian Jensen, der er gruppeformand.

Karsten Lauritzen ønsker ikke at uddybe over for Ritzau.

Både Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg har afvist at give en kommentar til Politiken.

I weekenden trak Lars Løkke Rasmussen sig som formand for Venstre, og Kristian Jensen annoncerede, at han stopper som næstformand. Derfor skal partiet i gang med at finde en ny ledelse.

En lang række folketingsmedlemmer, borgmestre og andre fremtrædende Venstre-folk har peget på Jakob Ellemann-Jensen som formand for partiet.

Politiske kommentatorer såsom Hans Engell har kaldt det "usandsynligt", at andre kandidater skulle melde sig.

Til gengæld har han og flere andre peget på, at det ikke på samme måde er oplagt, hvem der skal være næstformand.

Men en gruppe af prominente Venstre-folk har peget på, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bør blive næstformand.

Gruppen inkluderer både formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, og den tidligere sundhedsminister og nuværende næstformand for folketingsgruppen, Sophie Løhde.

461 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere