Venstre-profiler tordner mod Løkkes reform: Håber ikke det bliver til noget

Borgmester Lars Krarup (V) og Søren Gade (V) er modstandere af Lars Løkkes (V) udspil til et nyt sundhedsvæsen

Hør politisk kommentator Henrik Qvortrups analyse af regeringens netop fremlagte sundhedsplan her. Producer: Martin Lorentsen

Søren Gade (tv) er yderst skeptisk i forhold til Løkkes sundhedsplan. Foto: René Schütze
Søren Gade (tv) er yderst skeptisk i forhold til Løkkes sundhedsplan. Foto: René Schütze
 

Den interne opbakning til Lars Løkkes (V) sundhedsreform er ikke soleklar.

Store navne i Venstre som den tidligere gruppeformand Søren Gade (V) og Herningborgmesteren Lars Krarup (V) skygger for reform-sælgeren Løkkes glade budskab.

På heden i Herning mener borgmester Lars Krarup, at Lars Løkkes sundhedsudspil ikke løser problemerne for fremtidens patienter.

- Det bliver en meget stor centralisering, og jeg håber ikke, at det bliver til noget, siger han til Herning Folkeblad.

Søren Gade, som stiller op til valget til Europa-Parlamentet i maj, mener ikke, at Lars Løkke og regeringens ide med at nedlægge regionerne giver mening.

- Jeg har simpelthen svært ved at forstå, at en embedsmand er bedre til at varetage patienternes tarv end folkevalgte politikere, der skal ud og stilles til ansvar for deres handlinger, siger Søren Gade til TV Midtvest.

- Det, jeg frygter, er, at magten lige så stille glider væk herfra og til nogle bestyrelser, der sidder et andet sted, siger Søren Gade.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V),er også utilfreds med Venstre-chefens udspil.

- Med Løkkes plan bliver det i højere grad embedsmandsstyre og bestyrelsesstyre, der kommer til at diktere virkeligheden for borgerne, og det vil jeg gerne advare mod. Jeg tror på folkestyret, siger hun.

- Det er en indviklet konstruktion med mange niveauer. Det bliver sværere for borgerne at gennemskue, hvem der egentlig har ansvaret for hvad. Og hvem de skal henvende sig til. Det er en forkert vej at gå. Borgerne har krav på gennemsigtighed, fortæller Stephanie Lose.

Oprør og bekymringer
Venstre har den seneste tid været i oprør og delt i spørgsmålet om regionsrådenes fremtid.

Ved fremlæggelsen gav finansminister Kristian Jensen (V) udtryk for, at han godt forstår bekymringerne fra egne partifæller, som frygter, at der er tale om en centralisering, når hele sundhedsvæsenet omorganiseres.

- Jeg forstår altid godt, at der er bekymring, når der er store reformer, men vi har brugt lang tid i vores parti på at forberede den her reform, siger han.

En af Venstres slaglinjer er, at der er højt til loftet og langt til døren. Derfor er det naturligt med sådan en diskussion i et folkeligt parti, mener han og understreger, at han bakker op om at sløjfe regionsrådene.

Det bliver Kristian Jensen, der som finansminister skal styre forhandlingerne, som alle Folketingets partier er indkaldt til.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslog ved fremlæggelsen, at udspillet ikke når at blive gennemført inden folketingsvalget, som senest skal holdes 17. juni.

Regeringen går i stedet efter en politisk aftale inden valget. Det betyder, at de partier, som indgår aftalen, også skal have flertal efter valget, før sundhedsreformen kan blive til virkelighed.

141 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere